ChristianWinther_III

— 1 0 7 — den.“ Han syntes, han var for gammel til at gifte sig; han følte, han havde flagret for meget om og derved svækket sin Beslutningsævne. Allerede i 1830 udtalte han i sin Efterligning af Stagnelius’s Elegier4) : Salig jeg priser den Mand, som ofred een blomstrende Pige Huldskab og Ømhed og Liv; var end hans Elskedes Barm kold som Sneen paa Alpernes Spids og haard som Granitten, vilde hans Bønner dog nok røre den Grumme tilsidst. Jærnhaarde Fatum har ej den himmelske Lykke bestemt mig, ikke af Purpur spandt Pareen mig Livs-Vejens Traad. Fjærnt over brusende Hav, lig Noahs Due, min Elskov svæver og ikke en Gren finder at hvile sig paa. Sit Digt „EnVen“ ender han saaledes: Selv var jeg skudt saa mangen god Stund, men aldrig endnu tilgavns! Ak, var jeg saa sandt som den lodne Hund fortøjet og vel tilhavns!2) Han følte, det var naturligt og lykkeligt at blivetidlig gift. I „Italiensk Genrebillede“ lader han Elskeren sige til sin Pige3): Du for ung? — Ak, just det Bedste! Banen vorder lang, men sød: Hjærtets Blomst bør Roden fæste midt i Ungdoms Morgenrød. I et Brev til sin Stifbroder H U. Meller skriver han fra Kjøbenhavn4): „Det er en stor Fornøjelse at se, hvor kjækt Dine Sønner og Svigersønner bygge hver sin Arne, uden Frygt for at begynde med smaa Kaar. Ungdommen her i Byen tænker anderledes; de unge Herrer ere feje eller forfængelige; de ville strax have v) „Kjøbenhavnsposten“ Nr. 25. 2) Sml. Digtn. IV, S. 101. 3) Sml. Digtn. I, S. 9. 4) Efterl. Breve S. 102.