ChristianWinther_III

__ 122 __ Han kalder hende sin velsignede Kone, og hvert Minut, han lever,takker han Gud for den Naade, han har værdigetham: at staa hende saa nær1). — Naar han saa tilsidst gjennem utallige Udtalelser har søgt at male hendes Billede, maa han alligevel — som før Bryllup­ pet — give tabt overfor denne „huldt fortryllende Na­ tur“ 2). Han betragter sin Skildring og siger sa a3):

Men se, det var dog Skyggen kun, en svag Reflex af Hjærtets Grund, en Duft kun fra en Honningkube, et Støv kun fra en gylden Grube, men ikke Det, som jeg har villet; og Alt, hvad jeg mig voved til, blev som et natligt Alfespil, hvor mig Titania fik drillet. Jeg greb og — greb; men ej tilfreds jeg blev ved nogen Fangst dog stillet, jeg skammed mig, og halv forvildet jeg stod som i en Tryllekres. Og aldrig blev mig mere klar den Sætning, som jeg aabenbar har gjort til min: „Det Virkelige, hvori sin egen Rod man har, ej tvinges ind i Sangens Rige“. Og aldrig har jeg følt det bedre, end naar jeg sad hos Dig, min Viv, at det umu’ligt er et Liv at give Glans ved Svanens Fjedre — et Liv, der selv er Poesi med Kjærlighed, med Sorg og Lykke, et venligt Genre-Maleri med Lys og hver nødvendig Skygge! I slig en kunstlet Form at sige det ganske Ubeskrivelige, hvori mit Væsen, evig bundet, gaaer op — det har jeg aldrig kunnet!

1)

Breve fra og til C. W., S. 230. 2) Sml. Digtn. III, S. 230.

3) Smsteds S. 231—32.