ChristianWinther_III

— .123 — Men — elske D ig og elske Alt, hvad i Dig lever huldt og røres, hvorved til Liv Du har mig kaldt, hvormed mit Liv til Liv først gjøres, velsigne Dig, hvem Naadens Gud mig sendte som sit eget Bud, velsigne Dig for Ord og Smil, der sløved Smertens hede Pil, velsigne Dig for Taaren selv, som, hjærtelettende og mild, afleded Sorgens vilde Elv, det kan je g — men jeg kan det kun med stille Ord, naar Mund ved Mund mit Hoved til Din Kind jeg lægger!

Som han smykkede hende med Sange, saa vilde han gjærne smykke hende med Spange. Fra sin Rejse i Italien havde han medbragt en stor Mængde Gemmer, som vare sjældne og kostbare; lidt efter lidt lod han dem indfattes til hende, saa hun havde et Juvelskrin fyldt med saadanne. I et Digt siger han til hende1):

Jeg kalder Dig min Sol; thi fra mit Hjærtes Hjem Du stadigt lokked frem mig Sangens Rose og Viol.

Iblandt de Stene, han gav hende, var der en ægyptisk, som var udskaaren paa bægge Sider, hvorfor den blev indfattet saaledes, at den kunde drejes; paa den ene var der en Sol, paa den anden en So: Himlens og Jordens Frugtbarhedssymboler; den vilde han gjærne have, at Julie altid skulde bære; men det gik nok hende som Athenienseren Phocions Hustru, der engang, da en fornem og forfængelig Jonierinde stillede sine kostbare Klæder og Juveler til .Skue, svarede: „Hvad h En Saml. Vers, S. 44.