ChristianWinther_III

— 1 2 6 — Ida, som beklædte denne Værdighed. Han siger imid­ lertid i sit eget og Datterens Navn til Julie')-.

Og vor Kaptajn er Du jo, forstandig, from og kjæk, nel mezzo del hujo 2) Du kjender ej til Skræk.

Winther viste sig ikke meget i sin Hustrus Værelser; han opholdt sig mest i sit eget. Der kunde han flygte bort fra Verden, naar den var ubehagelig. I sit Digt „Til en Snegl“ 3) siger han til denne, at den skal være hans Læremester; »thi møder Noget Dig paa Vejen, „som fjendtligt mod Dit Væsen staaer, Han holdt sig — ligesom Wessel — „udenfor, hvor der er Tiængsel ‘. Som alle ideelt anlagte Naturer søgte og elskede han Ensomhed og Stilhed. Han synger4): O Stilhed! Tankerige Ord, saa vækkende som Sangens Muse! „tilbage i Dig selv Du gaaer, „hvor Du er ene og Din egen.“

En Magt lig Druens i Dig boer til sødt mit Hjærte at beruse. Hver Blomst, min Sjæl fremlokket har, mens næppe selv jeg ret forstod mig. Du i Din Favn til Daaben bar, før den blev Andres og forlod mig.

I sine Bieve skriver han om sin Trang til Ensomhed, som han egentlig fordømmer5): „Jeg kunde godt trænge til en Vækkelse i Henseende til at holde Samkvem med Menneskeheden; jeg har ikke benyttet eller benytter x) En Saml. Vers S. 30. *) „Midt i Mørket“. 3) SmL DigtrL II, S. 117. 4) Sml. Digtn. III, S. 228. 5) Breve fra og til C. W., S. 172.