ChristianWinther_III

— 1 2 8 — ham1): „Jeg har aldrig hørt Chr. Winther sige fire Ord, hvoraf man kunde faa ud, at han var den store Digter.“ Allerede i 1822 kalder han sig selv „den kjedsomme- ligste af alle Materier“. Inden han holdt Bryllup, gav hans Hustru ham engang en Rose, og han modtog den som Pant paa, at hun tilgav „Kjedsomheden“, som hun havde maattet lide ved hans Færd2). Da han er bleven gift, lader han sine Husnisser optræde i et Digt, han engang skriver, da hans Hustru er rejst bort; han for­ tæller hende3): Der sidder en og gloer saa vredt midt i vor Dagligstue, for han saalænge ej har seet sin allersødeste Frue. Naar stundum i Dit Kabinet jeg ligger og vil lure, saa sidder en paa Hyldens Bræt og siger med Miner sure: „Her ligger han igjen! Nej, hør, „det seer jeg ikke gjærne; „han gjør saa skummelt, mørkt, hvor før „mig tindred huldt en Stjærne!“ En anden af den lille Flok raaber fra Lysekronen: „Af Manden har vi Mer end Nok,

„vi længes efter Konen.“ En tredie af satirisk Art med Smil og sleske Miner mig hvisker: „Her er tomt og bart som i Din Sjæls Ruiner,“

J) Denne Ytring var henvendt til Fabrikant Chr. Sødring , der har fortalt mig den. 2) Sml. Digtn. III, S. 69. 3) Smsteds S. 259—61.