ChristianWinther_III

— 1 2 9 — Og han er grov, den lille Fyr, uvoren og fortrædelig; ej kan jeg paa ham holde Styr, han siger, jeg er kjedelig. Og, da det er saa sandt, ved Gud, saa maa jeg tie stille og taale, at han leer mig ud, den uopdragne Lille.

Som sagt: Chr. Winther opholdt sig mest i sit Værelse, hvor hans Hustru sjældent besøgte ham. Efter sit Bryl­ lup læste han meget flittigt; den første Bog, han da satte tillivs, var Dickens’ Martin Chuzzlewit. — Naar han kom ind til Maaltiderne, bragte han, trods sin Tavs­ hed, Søndagsstemning med sig. Som han altid havde været vant til at kysse enhver ædel Dames Haand, saa- ledes gjorde han det ogsaa overfor sin Hustru. Selv i Selskab forlangte han altid med Bestemthed Bordpladsen ved hendes Side, ligesom han ogsaa altid i Dagligstuen satte sig ved hendes Stol, og man fik da Indtryk af, at han der befandt sig saare vel. Til det Yderste var han optagen af hende; men det Samme kunde maaske ikke ganske siges om hende overfor ham. Til Frøken Benny Spang sagde hun engang: „Hellere en gammel Mands Herskerinde, end en ung Mands Trælkvinde!“— Om Sommeren laa Winthers paa Landet, saaledes i 1849 paa „Dejligheden“, et Bolsted i Skovene om Ry- gaard ved Bramsnæs Vig. Herfra skrev han d. 18de August til sin Svigerinde, Fru Thora Petersen'')'. Vi bo paa „Dejligheden“ — det er sandt!

Hvorhen vi gaa, i Dal, paa Høje, i Skov, ved Sø, til hver en Kant en Skjønhed lukker op sit Øje.

9 Sml. Digtn. II, S. 93. N. Bøgh: Chr. Winther. III.

9