ChristianWinther_III

— 1 3 0 — Vi aned ej, da inden Vold og Mur os Regnen holdt bag lukket Rude, at en saa smilende, saa rig Natur os skulde favne ømt herude. De kan begribe, med hvor lange Drag vi suge ind dens friske Sødme; fortroligt færdes vi med den hver Dag fra Morgen indtil Aftenrødme.

Til sin Hustru synger han derude1): Her paa „Dejligheden“s bløde Græs skal Dine Fødder gaa, og i Krattets Læ, Du Søde, Dine Tanker Hvile faa.

Du skal Skovens Luft indaande som en Æter, stærk og sund, og bortdrømme Livets Vaande og dets Lysglimt mindes kun. Hist paa denne grønne Banke og ved Søens slebne Giar skal Dig blomstre mangen Tanke, som sin Sæd i Hjærtet har. Med Dit Øje skal Du følge Skyen, Fuglen, naar paa Flugt over Dal og Bjærg og Bølge de hensvæve, kjækt og smukt. Spejl Dig i den frie Himmel, duk Dit blonde Hoved ned mellem Markens Urtevrimmel, fyld Dit Hjærte der med Fred! Som en Daa spring ned ad Skrænten, læg Dig blødt paa denne Høj, følg ad Himlens Blaa med Glenten, som nu over Skoven fløj 1—

9 Sml. Digtn. Hl, S. 234—36.