ChristianWinther_III

— 154 -

Og han ender saaledes:

Den røde Dug, som faldt paa hine Enge, det hede Taarevæld, som nylig brast, o, lad som frugtbar Regn dem dybt sig trænge, hvor Folkets Hjærte banker, stærkt og fast! Da vandes Friheds Eg og Fredens Palme, hvis Stammer staa, hvis Løv skal aldrig falme!

Han synger i ægte folkelig Maneer og med Omkvædet „Sing, Sang, Singsaljera“ „en ny og lystelig Vise for Søfolk paa Kongens Skibe“ 1), og en svensk Frivillig hilser han i vægtige Rytmer2), hvis sidste Strofe lyder saaledes: I Hildes Leg Du Hæder fandt; men her i Freden Du ogsaa vandt i vore Hjærters Dyb en Sejer! Velsignet være den Moders Navn, som fødte Dig, og i hvis Favn Du fik det Hjærte, som Du ejer! Fuldt ud er han Tilhænger af den skandinaviske Idé. Til „en .Skandinav“ synger han3): Ja, Du gjør Ret! Vær med at spinde

den ædle, trefold stærke Tvinde! Ja, Du gjør Ret! Vær med at slaa den Treklang an, som kjækt skal gaa hen over tusend Hjærters Strænge, bag Norges Gran, paa Danmarks Enge, ind mellem Sverrigs stærke Fjælde, og trænge frem med Aandens Vælde og faa det Skilte smukt forenet og Liv i Det, som var forstenet.

Hans Sang fødtes ved Krigen, men dog allermest derved, at han var kommen i Havn, hvilket gav sig Udtryk i en efter hans Natur paafaldende rig Digterpro- b Sml.Digtn.il, S. 49. 2) Smsteds S. 1 0 0 -1 . 3) Smsteds S. 25.

Made with