ChristianWinther_III

— 156 — og en stundum uhyggelig Selvanklage, og, uagtet man maa indrømme, at disse Stemninger have frembragt nogle af hans skjønneste Sange, saa kunde man dog ikke ønske, at de paany skulde komme tilorde eller vedblivende lyde fra dette rigtbegavede Digterbryst.“ Der siges, at man mærker, Digteren er bleven ældre, ikke i hans Lyres svagere Klang — den er saa stærk og tonende som altid — ikke i et famlende Greb i Strængene — det er saa rent og sikkert som fordum — men derpaa, at Tiden har bragt Fred i hans Klager, Forsoning i hans Smerter. Hans Verdensanskuelse er bleven klaret og en ofte religiøs Stemning har afløst det ældre Mismod.“ — „Flyveposten“s Følgeblad „Lite- raturbladet“ 4) er, om muelig, endnu mere glad over disse Digte; det siger, at den søde, ejendommelige Rosenduft, den fortryllende Nattergaleklang giver dem deres Skjøn- hed; de ere alle saa unge, saa friske, saa overstrømmende af Følelsens Varme, og Anmelderen ender med at frem­ hæve den fuldendte Form, den graciøse Lethed, der paatrykker dem Fuldendthedens Stæmpel. — Flere end disse to Anmeldelser fik Bogen ikke. „Nye Digte“ finder en mindre venlig Modtagelse. „Berlingske Tidende“ siger2), at de to større Digte „Et Par“ og „En Lykkelig“ 3), der udmærke sig ved Tan­ kens Dybde og poetiske Ynde, især give Samlingen Be­ tydning, men tilføjer, at der forøvrigt er Ét og Andet, Anmelderen ikke føler sig tiltalt af. „Flyveposten“4) savner Winthers tidligere højere Beaandelse, men aner- kjender dog, at der her findes Poemer, der kunne stilles b 1848, Nr. 5. 2) 1850, Nr. 297. 3) De havde tidligere staaet i „Fædrelanders Føljeton. 4) 1850, Nr. 296.

Made with