ChristianWinther_III

— 171 — for det Første meget under Savnet af sin Henri. Hun søgte Trøst hos en anden ung Mand, en Søn af Chr. Winthers Stifsøster Rasmine: Morten Bredsdorff, der i 1850 som tyveaarig Student var kommen til Kjøben- havn. Han blev strax paa det Venligste modtagen i sin Onkels og Tantes Hus, og det varede ikke længe, inden han daglig spiste tilmiddag der. I nogle Optegnelser, han har været saa venlig at gjøre til Brug for denne Bog, siger han: „I dette Hus blev jeg hjulpen godt ud over min medfødte Forlegenhed. Tante Julie havde en egen venlig Maade at sætte Mod i mig paa, og jeg lærte Meget der, og det paa en tiltalende Maade; thi hun var ikke docerende. Efter Middag kom jeg tidt igjen tilaften, ja, stundum hændtes det vel ogsaa, at jeg blev der fra om Middagen. Tiden tilbragte jeg for en meget stor Del ved Klaveret. Lidt havde jeg lært af en ældre Søster. Nu benyttede jeg Lejligheden til at gjøre mig bekjendt med det Bedste i Musikken, navnlig Beethowen. Da jeg sjældent gav mig Tid til egentlig at lære Noget af det, udsatte Onkel Winther en Præmie af en Mark, naar jeg kunde spille det Stykke ordentlig, som han havde udpeget for mig. Tante Julie ønskede, at jeg skulde føle mig helt som hjemme der. Og det lykkedes saa nogenlunde. Dog var der som Baggrund en Følelse, derstundum kom op, at rigtig hjemme var jeg dog ikke. Der var i hendes hele Væsen og Anskuelser noget Fremmed, som ikke vilde passe med Hvad jeg var opvoxen i. Min Moster, Petrine Bredsdorff, besøgte engang Chr. Winther. Detvar med en uforbeholden Glæde, jeg tog imod hende. Det var et Pust fra de Egne, hvor jeg

Made with