ChristianWinther_III

— 180 — Hvad tør jeg vel klage over? Jeg har jo forskyldt det selv! At jamre jeg ikke vover; mit Indre mig hvisker: „SkjælvH Vær venlig, Du ensomme Stjærne,. som titter bag Skyen frem og vinker mig fra det Fjærne — ak, vinked Du mig hjem! III. Mit Liv var kun en usel vanvittig Driven-om; jeg tænker paa det med Blusel — det fælder sin egen Dom. Det seer kun golde Blade paa svage Kvist og Gren; jeg kunde det inderligt hade — hvis ikke der var E en! Een er der, som har straalet et Lysglimt i min Nat ; hun viste mig klarligt Maalet — og Hende har jeg forladt!

Jeg overspringer det sidste af Digtene fra 28nde Jan. og et fra den følgende Dag, i hvilke han klager over, at den sleske Gudinde for Sang med List og Lempe har draget ham til sit Venusbjærg, drukket hans Hjærteblod og er bleven hans argeste Fjende; han vilde — som han før havde udtalt (II, S. 404) — hellere have lært at pløje, at spande over Læst, tømre og flikke; thi det havde været ham meget bedre. Den 5te Febr. gynger han i Nykjøbing:

Den sidste Gang, jeg hende saae, og hende tavs Farvel jeg sagde, sit elskte Hoved venligt paa min ene Skulder ømt hun lagde.