ChristianWinther_III

— 1 8 3 — Taarer har jeg seet at rinde, smertefulde, ak, men blide. Paa min Sjæl nu disse Taarer brænde som en Helvedflamme, som en evig Pinselslue, og med alle Dybets Kvaler fylde de mig Dagen —Natten, dræbe — som de have Ret til — Freden i mit usle Indre. Og det hjælper ej at sukke, og det hjælper ej at græde, og at hede nytter ikke; thi den Evige, som dommer, vender bort fra mig sit Øje; ingen Engels Vingeviften kan min Pinsels Brand bortvejre. Selv Tilgivelse f r a hende ej min Jammer overdøver, ej mit Hjærtes velfortjente, selvforskyldte Smerte svales; nej, til evig Tid min Anger uden A fd ra g maa betales.1)

Det er sikkert væsentligst paa dette Tidspunkt, han tænker, naar han i senere Digte til sin Hustru siger2): Jeg holder af Dig; thi den Smerte, da Siethed i mit usle Hjærte saa lang Tid dybe Rødder slog, den læged Du, da med Dit Øje, der ligner Himlens Blaa, den høje, Du mig fra Mørkets Afgrund drog. Og i Digte, hvori han takker hende for utallige Ting, ender han med at sige3): b Under Manuskriptet til dette Digt har han saa tilføjet: „Skrevet 1851, renskrevet 1ste Aug. 1871 efter Modtagelsen af et elskeligt Brev fra hende — den Eneste! Hvis hun blot forstaaer min Brøde ret, saa vil jeg dog have, at hun skal vide, hvor længe og hvordan jeg har fortrudt og liidt ved min egen Skyld.“ 2) Efterl. Digte S. 60. 3) Smsteds S. 101.