ChristianWinther_III

__ 2 2 1 __

Glemme jeg vil, hvor mit Hjærte har sitret; Strængenes Spil var forstemt og forbitret, Tanker og Sange sleve og bange sadde som Slaver bag Gitret. Hæv Dig, min Sang, paa Din klangfulde Vinge! Fædrenes Vang Du en Hilsen skal bringe; huldt gjennem Dale Tonernes Tale smelte og jublende klinge!

Her — som altid — gik det Chr. Winther som hin hedenske Kæmpe Antæos, der igjen fik sin Kraft — og det endog fordoblet — saasnart hans Fod betraadte den moderlige Jordbund. — Det var nu hans Plan at fortsætte Udarbejdelsen af „Hjortens Flugt“. Men snart indfandt sig nye Bekymringer, som tog Kraften fra ham. Idas Forlovelse, som havde varet i længere Tid, blev hævet under Begyndelsen af Opholdet paa Møen, og farlig Sygdom i den nærmeste Kres gjorde Winther til en trofast Sygepasser. Dertil forøgedes Sorgen over Henri. Under hele Winthers Ægteskab havde jo — som flere Gange før sagt — hans Hustru — og han med hende — følt sin gamle Længsel og Smerte ved Adskillelsen fra denne Søn. I et Digt til hende siger han:

„Og, naar Du, hvid som Sneen, hviled „paa Skrænten hist, og Solen smiled „til Dig i Skyggens grønne Favn, „og Dine ømme Tanker iled „til ham , som er Dit Hjærtes Savn,“ osv.