ChristianWinther_III

19

—

—

„Hvad ikke Du tør ane, „det venter Dig engang! „Hvad Yndigt og hvad Elskeligt „et Hjærte ønske kan, „det vorde skal Dit Eje, „Du lyksalige Mand!“ — Da hæved han sit Øje — men gjennem Taarens Daab, jeg syntes dog, jeg skimted et lille Glimt af Haab; og glad og kvik jeg svang mig over Land, over Sø; thi, ak, min Længsel stunded til Sjællands rige 0 . Jeg fløj til Dyrehaven, jeg fløj til Gyldenlund, jeg troede, der mig vented min højtelskede Hun. Da fløjted det — da lokked det — da voved jeg mig nær — og saa blev jeg da fanget, saa jeg nu sidder her!

Digteren slutter saaledes:

Han tav — men for Profeten jeg Løsepengen gav og aabned ret med Vellyst den Levendes Grav. Et Øjeblik paa Haanden mig han sang sit: „Tak! Farvel!“ og foer saa glad mod Himlen som en frifunden Sjæl.

Man vil se, at hans Kjærlighed til den unge Frue kryssede den i forrige Bind omtalte til Prinsesse Mari­ ane. Her gjentager sig paa en Maade hans Forhold til de to Søstre Miiffelmann og senere til Almide og de unge Piger hos Rosenkildes: han elsker To eller