ChristianWinther_III

— 255 — var han jo sleben og kavalérmæssig; men det Samme kunde han ikke døje hos Andre, tværtimod: han holdt af det Knortede, Knudrede, Uhøvlede, og han havde stor Passion for det Retskafne, Paalidelige, Kraftige. „Kagemennesker“, sagde han, vare ham en Vederstyg­ gelighed. I et Brev siger h a n : „Jeg kan forbandet godt lide en saadan jævn, kraftig, naturlig Natur“. Anden­ steds x) :

Jeg kan ej rigtig døje det altfor fine Spind, mig er det Djærve, Drøje mer efter mit Sind.

Han er ganske enig med den unge Jomfru i hans Digt „Et P ar“, naar hun, idet hun tænker paa Vikingen, siger2) : Jeg væmmes ved den flove Hær,

som dægger og som klapper; hans ene Haand er Mere værd end tusend slige Labber. Jeg vamles ved den Bejlerflok, den pyntede, den frække; jeg har nu faaet Mer end Nok af disse glatte Gjække. Tvi for en Mand, saa spinkel snørt

om Livet, fast som Hvespen! Tvi for en Tale, saa fremført med Knurren og med Læspen! Flere Gange skildrer han sit Ideal af en Mand. Først selve Menneskeslægtens F ader3): Stolt i Edens Have stod Adam i sin Styrke, Kinden varm af Ungdomsblod, Lokkerne saa mørke; b Sml. Digtn. X, S. 266. *) Smsteds VI, S. 129. ») Smsteds I, S. 6—7.