ChristianWinther_III

— 21 — Vi græd, endskjøndt vi vidste, at Alt jo var os forladt, at dette var Dødens sidste og Livets første Nat. Saa sagte jeg Dig fortalte Alt, hvad jeg havde liidt; undseligt Du mig afmalte den Kamp, Du havde stridt. Mens henrykt ved Din Side jeg sad og saae med Lyst Alt, hvad Du maatte lide, det lettedes fra Dit Bryst.

I Digtet „Hilsen i Vaar“ (Nr. 12) retter han tusende Spørgsmaal til hende og vil vide Alt, hvad hun tager sig til, føler og tænker. Han har Lyst til at føre hende bort fra alle Snarer og Hindringer og siger til hende (Nr. 11): Lad os rejse! Lad os vandre!

Lad os fjærnt i Verden gaa! Lad os, enige med hverandre, evigt Stedet kun forandre, hvor vor Elskovsblomst tør staa.

O, saa kom, min Elskerinde! Kom og glem Dit Hjærtes Kval! Vil Du? — Trofast skal Du finde mig paa Fjældets stolte Tinde som i stille Skyggedal. Han lukker sig ude fra hele Verden og bryder sig kun om hende (Nr. 18): Jeg agter føje Verdens Dom

ved mine Udbruds røde Æmmer; og, spørges der, hvorfra de kom, og Hvem de Funker sværmer om, jeg tavs og trofast Svaret gjemmer.