ChristianWinther_III

— 23 —

O, jeg kunde gjærne dræbe Dig, hvis ej Du var saa from, at Du til min Helligdom, hendes fine, røde Læbe, hendes lilieskære Kind,

hendes Hjærte, uden Hinder let og lønligt Vejen finder, 0g __ at hun Dig lukker ind. Senere siger han i samme Digt til Søvnen: Seer Du Sorgers vilde Flok gridsk om hendes Leje dvæle, jag dem bort — de skumle, fæle — hun har sukket mer end nok. Sno Dig øm og vennehuld tæt om disse skjønne Lemmer, som en Sjæl, en himmelsk, gjemmer, lig en Ædelsten i Guld! — —

Prsesten JVerluns havde ovre i Hasle fundet en meget forfalden Præstegaard, som de ikke følte Lyst til at flytte ind i. Da Murmester Liltthans hørte dette, lejede han en Bolig til dem i den senere guldbergske Gaard i Klostergade i Aarhus og lod paa sin Regning paabegynde Istandsættelsen af det Forfaldne. Til Aar­ hus var det altsaa, at Winthers Breve gik. Efter Sigende vare de i Begyndelsen uden alt intimt Anstrøg og inde­ holdt Hilsener til Præsten W erlun; ogsaa senerehen blev denne Korrespondance ført i meget forsigtige Ud­ tryk, snarere almindelig lyrisk e n d egentlig erotisk; men da var den hemmelig ligeover for Werlhn. Denne op­ dagede, at hans Hustru skrev Epistler med Udskrift „Til Madam Winther“. Nu passede han Posten op og skaffede sig i Hænde Brevene til hende; han aabnede dem, og, da han i et af dem fandt Chr. Winthers, gik