ChristianWinther_III

— 306 —

Dengang jeg saae — det Eneste, jeg kunde, det Eneste, der syntes mig at lykkes, var Sangen jo, som ganske nu mig tykkes i Sløvhed og i Mulm at gaa tilgrunde. Tilgiv mig da, at mine Taarer runde ved Tanken, at jeg aldrig mer skal trykkes i Musens Favn og aldrig mer om skygges af Sangens eviggrønne, friske Lunde. Kun Lidt jeg var — ej Andet er tilbage end en ustyrlig Trang til Suk og Klage, som Savnets tunge Vægt dog ej kan lette. Seer Du ej selv, hvor mine Vers er slette?

Kirkefaderen Tertullian fortæller om Demoerit, at denne var af en saa forelsket Natur, at han af Ærgrelse over sin altfor store Øjenslyst stak sine øjne ud. Der havde vel været Tider, da Winther kunde have havt Lyst til det Samme; nu elskede han trofast kun Een, og hende vilde han gjærne s e ; endnu kunde han synge til hendeJ) : Endskjondt halvblind jeg om maa famle,

forstaaer mit indre Syn at samle de kjære Træk og se dem klart;

men han aner, at det snart vil blive anderledes, og i denne Stemning skriver han til hende sit skjønne Digt: 1 Sku?nringen‘i).

Gaaer jeg ved Din Side gjennem Skoven, sidder jeg hos Dig paa Strand ved Voven, mens det Blaa sig hvælver huldt foroven, aander jeg det Grønnes Duft i. Strømme, hører jeg mod Bredden Bølgen svømme, ak, som fordum vakte søde Drømme; — men det hele skjønne Landskabsbilled viser sig, skjøndt klart i Livet stillet, for mit Blik forvirret og forvildet; x) En Saml. Vers, S. 41. 2) Sml. Digtn. X, S. 25.