ChristianWinther_III

— 310 —

sagde Digteren. „Kjsere Christian Winther! , raabte Høyen leende, „det er noget forskrækkeligt Stads!“ Herover blev Winther meget fornærmet og talede senere med stor Kølighed om „den akademiske, kunstkloge Høyen “, ja , i et Brev fra 1872 siger han: „Heyen var — idetmindste ifølge mm Erfaring ligesaa hen­ synsløs og plump, som indbildsk og hovmodig! Men jeg kom bort fra Chr. Winthers Besøg hos E x n e r ! Hans Ærende var, at de i Forening skulde udgive en Billedbog for Børn. E xner svarede: „Det har jeg slet ikke Stof til“ ; men Chr. Winther pointerede stærkt: „Jo vist har De saa, naar De blot m l .1 Saa sendte Winther E xner følgende hidtil utrykte Digt. Den 8 . August 1860. Til J. Exner! Du, som i Din Begejstrings Ild,

hvis Sandhed aldrig svigter, ved Skygge, Lys og Farvespil et yndigt Liv os digter; som med elskværdigt Skjælmeri fremtryller mangen Scene med Følelser og Tanker i, solklarede og rene; veed Du ej nok, at det er Tid at digte og at synge, mens Dagen ret er lang og blid og Blomster staa i Klynge? Thi, kommer Kulden, mørk og grum, og Storme frem sig trænge, da sidder Sangens Fugl jo stum og lader Vingen hænge. O, tag Dit Kul, Din Blyant, frem, og digt af alle Kræfter, og lad mig se de Blade — dem, min Sangfugl længes efter.