ChristianWinther_III

— 3 7 — Nu kysser jeg dem ikke de Roser paa Din Kind! Nu kan i Dine Blikke jeg aldrig skue ind. Ak, jeg kan ikke knuge Dig tæt her til mit Bryst, ej for mit Hjærte suge af Dine Læber Trøst! — Siig, tænker Du paa hende, ■der græder for sin Søn? Siig, lever hendes Minde end i Din Aftenbøn? Siig, husker Du min Stemme? Siig, husker Du mit Blik? Ak, kan Du Timen glemme, da bort fra mig Du gik? Du aner ingentide de Taarer, jeg har grædt! En Moder, maa Du vide, kan aldrig vorde træt. Som ensom Fugl i Skoven kun synger Sorgens Sang, saa sorgfuld over Voven er nu min Tankes Gang. O, aned Du min Længsel, Du skyndte Dig sombedst og flygted fra Dit Fængsel til Den, som er Dig næst, til Den, som har Dig baaren med Kummer og Besvær, som døbte Dig med Taaren og har Dig dog saa kjær! Lev vel! Lev vel, Du Kjære! Jeg sukker ømt Dit Navn; ret aldrig skal jeg lære at tænke klart Dit Savn.