ChristianWinther_III

— 39 — Sig selv som Julies Elsker forener Chr. Winther med Sønnen i følgende Henvendelse til hende1), der maaske dengang var hos sin Fader paa Skodsborg:

Naar dybt i Nattens lune Skjød Dit Hoved Du til Hvile bringer, Du siger, at det ofte lød som Flagren af usete Vinger; de svæved om Dit Lejested, saa lette, susende og milde; men Hvad det var, Du ikke veed? Du veed det nok, ifald Du vilde! Det er to Sjæle, som sig frit i Nattens stille Favn tør hæve; det er to Hjærter, der til Dit — til deres Helligdom hensvæve. Det ene, ungt og let, i Løn sig svinger over Land og Havet midt i den fromme Aftenbøn, hvormed Du selv det har begavet. Det andet, lige ømt og tro, fra Stadens lumre Mure haster; højtblussende og uden Ro det heftigt for Din Fod sig kaster. Det ene i sin milde Fred, urørt af Verdens Smuds og Bærme, tør frit fra Himlen dale ned og frit sig Helligdommen nærme. Det andet, ak, med Verdens Færd og al dens Trængsel saa fortrolig, med hellig Sky Dig kommer nær og svæver om sin Andagts Bolig.

J) „Til Een“, Nr. 50.

Made with