ChristianWinther_III

— 4 0 — Men Hvad Dit rige Hjærte dem saa kjært, saa elskovsfuldt, har skjænket vil bægge To til Gravens Hjem bevare helligt og ukrænket. Mens sorgfuld jeg mig her har sat i Ly af Lindens Kroner, kling, Citar, i den tavse Nat de allersødeste Toner! O, Citar, væk Din milde Klang, mens Nattens Stjærne smiler, og send en sagte Vuggesang did, hvor en Moder hviler. Og det urolig ømme Sind i søden Søvn Du vugge! Aand Taaren bort fra hendes Kind, og stands de bitre Sukke! Er hun end tavs, er Ojet lukt, jeg veed dog, Hjærtet vaager; jeg veed, hvorhen dets milde Flugt gaaer gjennem Livets Taager. Det vandrer over Mark og Eng hen over Havets Vover did, hvor den lille, kjære Dreng i Nattens Favntag sover. Og som hans Engel kjærligt hun i Slummer ham maa dysse, mens paa hans Øjne, Kind og Mund hun trykker søde Kysse. Hun sidder ved hans Lejested og plejer tro, med Smerte, den Sæd, som selv hun lagde ned i Drengens spæde Hjærte.

Senere lyder det1):

x) „Til Een“, Nr. 105.