ChristianWinther_III

41

—

—

Hun vogter hver en Plante ømt, hvis Frø hun ham har givet, saa Hvad han mener kun var drømt skal bære Frugt i Livet. Saa trykker hun ham til sit Bryst med Vemod og med Glæde og skjænker ham saa sød en Trøst, ifald han vilde græde. — Et Baand, et helligt, er der lagt imellem ham og hende; ej Verdens Bud, ej Himlens Magt kan skille disse Tvende. Paa hint usynlig stærke Baand, som Engle trygt bevare, gaa Tankerne fra Aand til Aand lig Demantperler klare. Men dybt vil præges i hans Barm hvert Ord, og hendes Stemme har tændt hans Sjæl en Fakkel varm, som aldrig han vil glemme. Og Gud bevare vil den Skrift, den hellige Kjærtes Lue, og naadigt svække.hver en Gift, som vilde hans Hjærte true! — Nu har jeg sjunget! — Sorrigmat mit Strængespil jeg slænger; ustandset i den tavse Nat min Taares Væld fremtrænger.

At saadanne Digte ere udsprungne af den ærligste, dybeste, ømmeste Følelse, og at de inderligt maatte røre en Moders Hjærte, er tydeligt nok. Et yderligere Beviis for, hvorledes Smerten i dette Forhold har gjennemtrængt Chr. Winther, og endvidere et Beviis for, hvorledes hans Oplevelser blev til Digtning, og tilsidst et Beviis for, hvor