ChristianWinther_III

48

—

—

og alle de smaa Stjærner paa Himmelbuen gaa, da slumrer vel mit Øje; men Tanken iler frem og søger gjennem Drømmen til sit elskede Hjem.

Atter hedder det1):

Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund, at jeg kysser Dine Kinder, at jeg kysser Dig paa Din røde Mund, mens hede mine Taarer rinder; der er da en Vemod i Dit Blik, en Verden saa fuld af Kummer, der jager mig som et Dolkestik i Hjærtet og af min Slummer. Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund! Vi staa paa den grønne Banke, hvor Sundets Bølger ligge i Blund2) — og Hver har sin egen Tanke: fjærnt over Havets violblaa Vand D in Længsels Duer er fløjne; jeg drukner min Længsels stærke Brand i Dine velsignede Øjne. Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund, jeg synes, vi vandre alene, tavse og stille i Vaarens Lund under duftende Bøgegrene; det vifter saa mildt, det aander saa sødt, og vore Hjærter er stemte som Æolsharper og tone saa blødt — men Smertens Sange er glemte. Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund, jeg synes, at, ramte af Døden, vi ligge sammen i Jordens Grund og vente paa Morgenrøden.

J) Nr. 81. 2) Vistnok ved Skodsborg.