ChristianWinther_III

_ 49 — Som nylig vaagnede, hviske vi tyst, forventningsfulde og glade; vi have velsignet Fred i vort Bryst og Intet mer, som vi hade.

Han siger1):

Jeg vaagner tidt i Nattens Stilhed med Blikket paa Dit mørke Hus.

Han vandrer derhen og synger da2): Hvor jeg af Længsel bæver hist i den kolde Nat

og mod Dit Vindve hæver mit Blik, af Taarer mat. Men tavs jeg staaer alene og vandre maa min Vej paa Gadens øde Stene — selv Du mig aner ej!

Saa synger han til hende3):

Du vilde Hjærte, sov i Fred! Din underfulde Vugge staaer aldrig stil, men op og ned den svæver, som ved Havets Bred de hvide Maager dukke. O sov, Du kjære Barn, og lad Dig ej af Drømmen skrække! Vid: efter Storm og Regnens Bad vil alle Skyer skilles ad, som end Din Himmel dække. O, sov, og lad mig kalde hid ved Citrens klare Strænge en Vagt saa stærk, saa kjæk, saa blid, der stande skal, beredt til Strid, tro ved Din Vugges Gænge.

9 Nr. 83. 2) Nr. 63. 3) Nr. 35. N. Bøgh: Chr. Winther. III.

4