ChristianWinther_III

50

—

—

Se, Freden med sin Oliekvist og Glemsel med sin Dvale

og Mod med Blikket selvbevidst! Se, Trøsten nærmer sig jo hist fra Haabets grønne Dale. Tro ogsaa lidt paa Kjærlighed! Den vaager hos Din Vugge. Ved den, paa rette Stund og Sted, Du til en rig og evig Fred Dit Øje skal oplukke. Næste Nat, han synger til hende, spørger han1):

Har Du alt længe sovet? Ligger Du sødt i Blund? Hviler Dit trætte Hoved? Smiler i Fred Din Mund? Er Din Tanke saa standset sidst i en mild Akkord? Søvnen valmuekranset jog den Dig Smerten bort? Under den hvide Kappe slumrer Dit blonde Haar? Ned fra Himmerigs Trappe Drømmen saa sagte gaaer? Maler en liflig Scene sig for Dit anende Sind? Ligger Din Haand, den ene, under Din fine Kind? Ligger ved Hjærtets Kilde Haanden, den anden, blødt? Dæmper den der de vilde Smerter venligt og sødt? O, det yndige Billed, som for min Sans opgaaer! Rent og purt det stillet her i mit Indre staaer.

*) Nr. 36