ChristianWinther_III

— 51 — Fjærnt, som Klokkens Kimen, der kalder til Nattens Ro,

aner mit Hjærte Timen, da jeg tør hos Dig bo. Saa om Morgenen lyder det til hende1): Har Du sovet sødt inat?

Har sig ogsaa rigtig ømme, kvægende og milde Drømme om Din Hovedpude sat? Har de smukt med deres Vinget- viftet om Din varme Kind, sendt til Hjærtet Blikke ind, som det Fred og Hvile bringer? Har de deres Hænder lagt venligt paa Din kloge Pandes Hvælving? Viist Dig fjærne Landes underfulde, sære Pragt? Har de rakt Dig Glemsels svale, hjærtelettende Pokal hist i Kunstens rige Hal eller i de stille Dale? Har de og med Sang og Klang, med de smidig-bløde Toner fanget, som i snilde Doner, Sorgens Tanker dennegang? Er min Rose vaagnet bleg, eller har Din Slummers søde Trolddom livnet Dine bløde Kinder med sit friske Præg? Har det end sin stærke Lue, dette Øje, hvor nedlagt Guden har den hulde Magt, som mit Hjærtes Storm kan kue? Da jeg priser Drømmens Gud! Da jeg rejser ham et Alter, synger ham en hellig Salter og hans Ære breder ud. Og jeg vil end ej forlange, at han mig skal føre frem i Dit rige Drømmehjem — for at plage Dig med Sange.

») Nr. 28.

4*