ChristianWinther_III

— 5 2 — Nok Du vist Dig plage lod af de Tanker — sønderrevne, af de Blade — slet beskrevne — ak — men med mit Hjærteblod! - Som „Godmorgen“ jeg dog sender Dig eet lille Blad endnu,

mens jeg ømt i Tanken, Du, kysser bægge Dine Hænder. Han rober stadigt Lyst til at føre hende bort fra den store By og fra hendes Bolig:

her midt blandt Dine Husspioner, der øve Hundens skarpe Sans, hvor Du, min søde Rose, troner som Smykke i en Tornekrans . l) Paa Landet skal Du leve, der er saa godt at bo, Naturen evigt skifter og har dog evig Ro. Ud fra det skumle Stræde! Hist er saa lyst og vidt; d erV aarens Luft tør svæve om Dine Kinder frit; der tier den fule Klaffer, der hores saa lidt til Suk, kun Stærens Sladder lyder og Duens Vemods-Kluk. Os Dagen jævnt skal vandre sin stille, bløde Vej, imellem os skal ej træde noget fremmed Ja og Nej. Du slumrer ind ukrænket, Du vaagner op til Fred — og seer Dig om og finder slet intet Men derved. —

Han siger2):

Da Heiberg i sin Afhandling „Lyrisk Poesi“ 3) om­ taler Chr. Winthers „Digtninger“, siger han: „Hvad den b Nr. 34. 2) Nr. 69. 3) Intelligensblade Nr. 26—27, 15. ApriL 1843.