ChristianWinther_III

55

—

-

saa mild — og dog saa vældig, saa venlig — og dog saa stærk, at her paa Jord I virke et Himlens Underværk. I fæstet har min Tanke til dens dybeste Rod, I vækket har mit Hjærte og fortryllet min Fod. 0, kjære, lyse Stjærner! Nu seer jeg klart og grandt, hvor for jeg i Alverden kun Mulm og Mørke fandt. 0 , lær mig og at blusse som Eders Straale varm! Lær mig den Flamme tænde, som I tændte i min Barm! O, lær mig og at binde saa fast, som selv I bandt! Lær mig en Sejer vinde, som selv I den vandt! Hold Eders Glans da yndigt for Sky og Taage fri, og lad m ig ene spejle min Tilværelse deri!

Hendes Sm il er mildt og stille1) og tidt saa hemmelig­ hedsfuldt,, at det ret lokker og fængsler. Han spørger2) : Hvad mener Du med dette hulde, æterrene, anelsesfulde Smil, som fra Dit Bæger vidunderligt mit Sind bevæger? Andensteds tilføjer han3):

!) Nr. 54. 2) Nr. 41. 3) Nr. 56.