ChristianWinther_III

_ 79 — ved Tanken om at skulle læse den. I ingen Bøger har hun følt sig hjemme som i Winthers med den hemmelig søde Sorg, der tiltrækker saa magisk, og, hvergang hun paany tager dem frem, er det, som om hun fra en Rejse kom tilbage til sit eget kjendte, hjemlige Kammer; naar hun lukker en af hans Bøger, føler hun det, som havde hun vandret i en Bøgeskov med Solskin og Fuglesang, mellem klare Kilder og stille Søer, men bestandigt med Udsigt til et tættere Skovdyb, hvor Træerne lukke sig sammen i et anelsesfuldt Mørke, der ikke kan gjennem- trænges af nogen Solstraale. Paa denne Ytring af hende svarer den unge Elsker, at hendes Indtryk er foraar- saget ved den Nationalitet i Aand og Tone, som er Chr. Winthers Ejendom og Særkjende; han er saa inder­ lig formælet med vor Naturs og vort Folks Liv, at hans Stemme her klinger fra Sjæl til Sjæl, fra Slægt til Slægt, og aldrig døer, saa lidt som Naturens Ytringer eller Folkekarakteren nogensinde vexle i sine Grundelementer, saa lidt som Sprogets Kjærne forandrer sig eller Erin­ dringen om Fortiden bliver farveløs og mat; thi det er disse Elementer, der konstituere Det, man kalder Poe­ siens Nationalitet , dette Hjemlige, Ubeskrivelige, der som en Del af Poesiens indvortes aandelige Væsen ikke kan defineres eller fastholdes i Begrebets Lænker, men kun føles. Denne Poesiens Nationalitet beroer ikke alene, eller idetmindste fortrinlig, paa Stoffet, ikke heller paa Kompositionen eller den indvortes Behandlings- maade, men ogsaa paa Sproget; „den indfødte Sprog- karaktér“, en ligesom med Modermælken indsuget og siden, bevidst og ubevidst, erhvervet Fortrolighed med Sprogets Ejendommeligheder og en Selvstændighed og

Made with