ChristianWinther_III

— 89 — vore Sjæle, eller skal han ikke snarere mildne og læge den, knytte sammen Hvad der er opløst og forbinde det Adskilte, kort: paa en ideal Maade skjænke Hvad Livet ikke altid vil give os i Realiteten? Det er netop Kunstens Herlighed, at den, hvis inderste Væsen er Fri­ hed, ved Fantasiens Hjælp frigjør Mennesket, trods dettes etiske Ufuldkommenhed. Og skulde det nu være Poe­ siens Bestemmelse, den, som er den højeste Form for al Kunst, at binde mig med alle disse tilsyneladende Modsigelser og Dissonanser? Eller skulde det - for at tage det andet Punkt med — være dens Bestemmelse at smugle det moralsk og sædelig Slette ind i Livet? Thi som Saadant vise alledisse moderne Angreb paa Ægteskabets Hellighed sig dog for enhver dybere Be­ tragtning. Vistnok har det moralsk Slette, ligesom det Onde, sin Berettigelse i Livet og i Poesien, men en relativ, som Skyggen, der fremhæver Lyset, ikke en absolut som Lyset selv. Det sædelig Slette maa kun ti æde frem som en Modsætning, der overvindes, og ikke som i den nyere Tids frivole Poesi — sætte sig selv som det Gode; thi saa forrykkes den ene Side af Poe­ siens Betydning fra sin Plads, den, at Digtekunsten skal være Middel for et sædeligt Liv.“ „Men naar disse Digtere,“ indvender Marie, „som f. Ex. Heine — thi det er dog ham, De mener, at Chr. Winther i denne Digt­ samling igjen har nærmet sig til — naar de, som De selv har sagt, ere Aftødninger af deres Tidsalders Søn- dersplittelse og Gjæring, saa maa De dog have Ret til at udtale sig; og hvad Heine angaaer, saa spotter han jo selv med sin Smerte; følgelig maa han være hævet over den.“ „Nej, ingenlunde,“ faaer hun til Svar; „thi

Made with