BlaagaardsKvarteret

hvortil der knytter sig en særlig Funktion, stilfulde og »pæne«. Man ser dem og glæder sig over denne eller hin Skulptur, men man »bor« der ikke saadan som paa Blaagaards Plads. Fra tid­ lig Morgen til ud paa Aftenen er her et levende myldrende Liv. Men det er ikke et Liv, der skabes af dem, som for et Øjeblik unddrager sig den hektiske Hverdag. Nej, Blaagaards Plads er ikke Skueret for Turister, men Beboernes Ejendom. Det er først og fremmest Børnene, som ejer den. En Vinterdag er Forsænk­ ningen en eneste Labyrint af staalblanke Glidebaner. Brystnin­ gerne er Barikader, der angribes med Snekugler, stormes, ind­ tages, stormes igen og tabes. Om Foraaret begynder Pigerne at sjippe Tov, eller hinke Ruder, hvis ikke de finder sig en sol­ varmet Plet til Nipsenaalene. Drengene slaar Knald med Sejl­ garnspisken og faar Toppen til kaadt at danse gennem Luften, medens andre i ivrige Smaagrupper udløser Hæmninger og Kom­ plekser i lidenskabeligt Klinkespil, hvis de ikke udfolder deres Heroisme paa anden Maade. En yndet Leg ved Foraarstid at »vinde Land«. Man slaar en Kniv i den fugtige Jord og bliver den staaende, trækker man Streger, der markerer ens Erobringer. Langs Blaagaardsgade gaar Handelen livligt fra Vognene. Og fra Bænkene ser Kvarterets gamle til, fordyber sig i Minder, eller maaske de ved at kikke op i de spinkle Løvkroner drøm­ mer sig til en Skovtur. Og ved Folkemøder er hele Pladsen som en sydende og boblende Gryde, næsten som Kai Nielsens Figurer, sprængende den Kube, de er presset ind i. En lyttende og opmærksom Skare omkring Talerstenen hist og her, i Yderkredsen, Smaagrupper, der ivrigt diskuterer en Passage i Talerens Foredrag, medens an­ dre, unge og kaade med Troldglimtet i Øjet, kun er paa Vagt efter et Ord, som kan trække Munterheden frem og Kaskader af Latter med sig. Og endelig de gamle paa Bænkene, der heller ikke rigtigt følger med, men fortaber sig i Fortiden, vakt i deres Erindring ved et Ord fra Taleren. En Overgang kunde man ved alle offentlige Møder, — lige­ gyldigt af hvad Art, religiøse eller politiske, moderate eller yder- liggaaende, — se en lille Mandsperson i mørkt Tøj, stiv Hat og sort Slips staa i ophøjet Ensomhed med en dybblaa Fane smyk­ ket med gyldne Symboler. Han repræsenterede en Organisation for »Sandhed og Ret«, hvis eneste Medlem var ham selv.

126