BlaagaardsKvarteret

var nok en, der hade snakket om, at Præsten skulde komme og følge ham hjem, men ingen vidste, hvor han var blevet af. Man kender ikke noget til Præstens Stemning paa Hjem­ vejen, men det er jo forstaaeligt, hvis han har ærgret sig over at være holdt for Nar. Han hade ikke mere end lige faaet sat sig til sit afbrudte Arbejde, da Telefonen ringede igen. — Hør, hvor bli’r du af, Præst? Du svigter mig vel ikkel Jeg sidder stadigt og venter paa dig. Nu maa du komme 1 Det hjalp ikke, at Præsten fortalte, han var gaaet forgæves, og at han nu vilde have Fred til sit Arbejde.

Blaagaards Plads i Halvfemserne med Anker Heegaards Fabrikker.

— Fred siger dul Hvad saa med mig, tror du, jeg har Fred. Dette Ord greb Præsten. Der var ingen anden Udvej, han maatte af Sted. Selvfølgelig hade Manden Retl Han hade ingen Fred. 'Denne Gang gik han ikke forgæves. Han fandt Manden og fik ham lodset hjem. Men da de kom til Gadedøren, vilde Man­ den absolut, at Præsten skulde gaa først. — Det er jo for Madammens Skyld, at du skulde med. Kan du ikke forstaa det? Og saa maatte Præsten gaa foran. Efter et kort Klemt paa Klokken blev Døren revet op, og en forslidt og forgræmmet Kvinde stod i Aabningen. — Naa, der kommer du, dit drukne Svin! Hun hade hævet Armen, men standsede pludselig og gjorde nogle mærkelige Syn­ kebevægelser. Der blev en underlig Stemning, som først fortog sig, da Præstens Tale fjernede Klangen af de haarde Ord. 91