ChristianWinther_II
170
—
—
viste sig for ham og forbød ham at „bære Træ til Skoven“. Da Chr. Winthers Brudstykke senere blev over givet til det danske Publikum, skete det med følgende „Undskyldning“, som her gjengives i H. P. PFolsfs Oversættelsex) : Jeg sad ved Rhinen og lytted med Lyst til Toner i Morgenrøden; da skar jeg en Fløjte paa fremmed Kyst; den klang i Morgenens Gløden. Den tyske Fløjte, den blev mig kjær — til Vælskland med jeg den bragte;
vel hundrede Sange tillive der den brogede Billedhær vakte 2). De flagrede let i den blomstrende Lund imellem Cypressernes Stammer; om Minde og Glemsel toned de kun, om Vinens og Kjærligheds Flammer. Spidsørede Favner tittede frem af Busken med nyfigne Miner; Nymfernes Kor sig flokked om dem med Druer og Tamburiner. Da stemte jeg i paa fremmed Viis — mig Bifaldsrusen oplued — en Sang til den tapre Judiths Pris. 1 Fremtiden stolt jeg skued. Jeg vendte hjem til mit Fædreland, af Trolddommen endnu bedøvet; men, da jeg gjensaae den grønne Strand, da stod jeg Fløjten berøvet.
r) Hverken „Judith“ eller „Undskyldningen“ findes i Chr. Win thers samlede Skrifter. 2) At han her ikke direkte sigtede til sin egen Muses Børn, vil kunne sees af det Foregaaende.
Made with FlippingBook