SchwartserneISværtegade

A L V E R D E N G I K M E D P ARA P LY ER

S om man vil have forstået, spillede paraplyen og dens elegante fælle para­ sollen en overvældende rolle for firmaets trivsel i dets første fremgangs­ tid, og sådan skulle det længe være. Endnu i 1844, da Schwartz arrange­ rede en af disse udstillinger, der omfattedes med så megen opmærksom­ hed af Københavnerne, var de vigtigste genstande i montrerne »lakerede gesteller og spraader til parapluier og parasoller«. Man vil også lægge mærke til, hvor langt hen i tiden de specielle tyske håndværksudtryk holdt sig i daglig tale. Paraplyen, om ikke parasollen, har også sin plads i nutidens Køben­ havn, men stort set er det jo en rent fabriksmæssigt fremstillet, temmelig uniform genstand, det drejer sig om, noget, man nu en gang ikke kan undvære. Ikke således i slutningen af det 18. og langt ind i det 19. århundrede. Da var en paraply en kostelig, håndgjort brugsgenstand, der var lige ved at være i familie med karet og bærestol. Man ofrede megen omtanke, megen vragen på sagen, før man hos Schwartz valgte den parasol eller paraply, der gennem mange år skulle markere, at man tilhørte beaumon- den, og man var ikke tilfreds, før man drog af med det smukkeste stativ, det smukkeste betræk, og da først og fremmest det skønneste drejede elfenbenshåndtag. Paraplyen synes at stamme fra Frankrig, hvor den dukkede op allerede på Solkongen Ludvig XIV’s tid. Den opnåede aldrig at blive selve konge­ lighedens symbol, således som tilfældet f. ex. er i Siam og andre steder i østen, men den blev den nyttige beskytter mod regn og slud for den bor­ germand, der ikke havde sin bærestol. Pudsigt nok skabte dette også para­ plyen visse vanskeligheder. Man begyndte at ræsonnere som så, at når en mand brugte paraply, så var det, fordi han ikke var i stand til at holde vogn . . . og så var der adskillige, der hellere lod sig gennembløde til skin­ 24