SchwartserneISværtegade

det på deres vej gennem de overfyldte gader, end de udsatte sig for mis­ tanken om at høre med til den fattige, vognløse hob! Allerede før den store revolution var paraplyen dog slået igennem, og havde også bredt sig til de omliggende lande f. ex. England. Her vakte den nye mode stort raseri hos de mange hyrekuske, fordi den berøvede dem adskillige ture . . . og kom en sådan vred hyrekusk rullende forbi en paraplybevæbnet herre, kunne det godt falde ham ind at råbe efter ham: »Pas på Jeres paraply, Franskmand! Hvorfor tager I ikke en vogn, Franskmand!« Hvordan de københavnske hyrekuske modtog nyheden, skal jeg lade være usagt, men hertil kom paraplyen i alt fald allerede i 1760’erne. Det var jo ikke altid, man var så hurtigt med på moden i det lidt afsides Kø­ benhavn, og Johs. Y. Jensen har jo endda senere påstået, at Danmark er

Europas blindtarm, men paraplyen kom i alt fald hurtigt nok hertil. Nu skal det jo også si­ ges, at vi har et klima, der måtte gøre opfindel­ sen særlig velkommen. I den såkaldte »Fruentimmer- og Mand­ folketidende«, et af de første forsøg på at skabe et lokalt Boulevardblad, finder man i et num­ mer for 1768 en skildring af »Parapluierne«, der nok skal holde de første regndråber ude fra det fineste skind . . . »Det er den største vel­ lyst at se vore hjertens små-herrer under disse parapluis. Deres kreppede og pudrede hår kom­ mer ikke i mindste uorden under disse skier- me, ja, de er så vel forvarede under disse, som i den peenste fruerstue, ja bedre end under den fineste himmelseng.«

Petitjournalisten er åbenbart ikke bange for at smøre tykt på, for han fortsætter: »Fortræffe­ lige parapluis. Nu er hovederne vel forvarede i den post. Men benene. Ak, de hvide ben på en skiden gade! Hvor finder man skierme til dem?« Ja, det spurgte man om i 1768, og det spør­ ger man egentlig om den dag i dag. Vi går gan- Søren Kierkegaard med sin ske vist ikke mere med »hvide ben«, altså fint- bomuldspeter. 25