SchwartserneISværtegade

Man har et lille såre karakteristisk eksempel på, hvad der i så fald kunne ske. Det var en gang ved vintertide, at et læs kul ankom til Sværte- gade nr. 3, og Schwartz beordrede samtlige læredrenge til at hjælpes med at få kullene i kælderen. Den ældste læredreng, der næsten følte sig som svend, mente imidler­ tid ikke, at den slags slavearbejde tilkom ham, og til de andres forfærdelse sagde han rent ud til Schwartz, at han burde være fri. »Er det dit alvor,« spurgte han drengen; »Ja,« kom det meget beklemt, for stædig som han var, stod han alligevel der og rystede for mester. Uden at sige et ord gik Schwartz op på værkstedet, hen til drengens plads og tog spindelen af hans drejebænk. De andre drenge løb ligblege hen til kammeraten: »Du er færdig,« sagde de, »mester har taget din spindel.« Da følte han, at det var forgæves at sætte sig op mod mester, og med tårerne løbende ned ad kinderne sluttede han sig til de andre drenge, da losningen af kullene begyndte. Det var mester nok, at han havde sejret. Han nikkede til drengen, som ville han sige: Det var da godt, at du kom til fornuft, og gik tilbage til værkstedet og satte påny spindelen på hans drejebænk. Det var hus­ tugt, som han altid var parat til at øve den. Senere indførtes der blidere ordninger både for drenges og svendes vedkommende, ikke mindst hvad arbejdstiden angik, og efterhånden holdt drengene også op med at bo hos mester, men helt kunne Schwartz dog aldrig glemme sin enevældes dage. Til det sidste kunne det ske, at han i porten modtog den, der kom for sent, med en lussing, der sang langt hen ad gaden. Man har for resten en lille historie, der ikke skal tages alt for alvorligt, men som alligevel lader en ane, hvorledes han følte sig som en lille Vor­ herre. Johan Adam, hans egen søn, hørte jo gennem år til de læredrenge, der stod under hans hustugt, og det kunne hænde, at samme Johan Adam gerne ville gemme sig væk fra det hårde arbejde. Men heroverfor havde den gamle et fint instinkt, og da travede han gennem lokalerne, og som Vorherre i paradisets have råbte han med mellemrum: »Adam, wo bist du?« Hele den gammeldags, puritanske håndværkerånd er i den lille scene. Med afkortningen af arbejdstiden gik det dog kun langsomt. Fra et så sent tidspunkt som den 31. december 1864 har man nedenstående be­ kendtgørelse til arbejderne: 35

Made with