SchwartserneISværtegade

Til at begynde med var kridtpiberne de almindeligste, men det var jo skrøbelige varer, og efterhånden følte man trang til noget solidere. Gen­ nem mange eksperimenter opstod vore bedstefædres lange piber med deres ofte bøjelige rør og deres hoveder af træ eller porcellæn. Da først kunstdrejerne fik fat på piberne, blev de hurtigt til hele kunst­ værker. Hver lille del var forfærdiget med stor kunstfærdighed, og det var typisk nok, at da den lange pibe havde sin glansperiode, kunne en drejer­ lærling overhovedet ikke blive svend uden at have vist, at han var mand for at lave en god pibe. Men der kom hurtigt et tredje materiale til, som man lærte at sætte højt i ære, og som ikke har mistet sin anseelse til denne dag. Der er stadig noget særligt ved en merskumspibe. Det danske navn er jo tydeligt nok en forvanskning af det tyske Meer­ schaum, der igen er betegnelsen på et mineral, der findes i Lilleasien. Med havet har det intet at gøre, men i sin oprindelige form siges mine­ ralet at bringe skumflager i erindring. Det var en ungarsk skomager ved navn Karl Kevates, der efter trad i­ tionen opfandt merskumspiben for et par hundrede år siden. En grev Andrassy, der var fanatisk piberyger, havde været i Tyrkiet og fået en klump af det mærkelige mineral med hjem. Nu bad han den fingernemme Kovates om at skære sig et pibehoved a f det. Det gjorde han, og det viste sig ikke alene at være behageligt at ryge af den, men ved rigtig tilrøgning fik mineralet en underskøn brun farve, som man endda kunne forbedre ved at stryge hovedet med voks, oprindelig skomagervoks, sådan som Kovates havde gjort, men i vore dage vist nok mest bivoks. Grev Andrassys pibe vakte stor opsigt, mange efterlignede den, og det var kun naturligt, at Habsburgmonarkiet med dets hovedstad Wien i mange tider var midtpunktet for hele merskumskulturen. Men moden bredte sig også til den øvrige verden. I Tyskland var det byen Buhla i Thüringen, der blev hovedstedet for fabrikationen af mer­ skumspiber - og med denne by stod da også Schwartz’erne i stadig for­ bindelse. Nu har den lange pibe næsten helt måttet vige for Briarpiben, men der er dog stadig folk, der holder på det gode gamle, som f. ex. Poul Reumert, som man privat næsten ikke kan tænke sig uden den lange, hyg­ gelige pibe. Også Johannes Poulsen holdt ved siden af Briar’en fast ved den lange pibe - og var til det sidste kunde i Sværtegade. Med sine piber og paraplyer og parasoller og knækparasoller henvendte

38