SchwartserneISværtegade

opnåede I. G. Schwartz & Søn fornemme udmærkelser for deres udstil­ lede arbejder, mange gj'ort i elfenben, rav, horn og ben, andre i metaller med topaser og syntetiske brillanter. Her må lige nævnes det drikkehorn i udskåret elfenben, der blev overrakt prins Oskar som præsident for den nordiske udstilling i Stock­ holm i 1866, et pragtværk med scener af Frithiofs Saga, og det vakte da også den største opsigt både herhjemme og i Sverige. Igen var det professor Peters, der var mester for tegningen, men hans skønneste arbejde blev nok alligevel den elfenbensvifte, der i 1863 udgik fra etablissementet som brudegave til prinsesse Alexandra, da »the Sea- king’s Daughter« drog over Nordsøen for at fejre bryllup med prinsen af Wales, den senere Edvard VII. Man kan forstå, hvilket indtryk dette stykke kunsthåndværk gjorde på samtiden, når man hører, at da »H. C. Ørsteds Legat i Industriforenin­ gen« første gang skulle uddeles, bestemte komiteen eenstemmigt at give det til »viften«, og da I. G. Schwartz & Søn så oplyste, at det var den tidligere omtalte kunstdrejersvend G. L. Griessing, der havde udført a r­ bejdet efter professor Peters’ tegning, var det kun naturligt, at han fik legatpræmien udbetalt. Johan Adam Schwartz havde ikke blot udstillet på de store udstillin­ ger, han var levende interesseret i selve udstillingstanken, og et helt kapi­ tel i hans liv er hans kamp for at få en nordisk udstilling i stand i Køben­ havn. Da tanken endelig modnedes i slutningen af treserne, havde hans helbred tvunget ham ud af Industriforeningens ledelse, og det var sikkert med vemod, at han så den nordiske udstilling af 1872 blive til, uden at han direkte havde haft med dens planlæggelse at gøre. Det var ingen forbi­ gåelse, for man tilbød ham endda meget indtrængende en plads i udstil­ lingskomiteen, men han måtte sige nej; hans helbred tillod det ikke! Han var flere år i forvejen blevet angrebet af en generende hudlidelse. Han havde altid elsket at feriere i Norge, hvis natur kaldte på noget i ham. Nu tog han gang på gang til Sandefjord for at prøve på at komme sig for sin sygdom. Der indtrådte også en bedring, men snart efter viste der sig symptomer på en begyndende rygmarvslidelse. Det var et sandt martyrium for denne livsbekræftende, virkelystne mand, men han bar sin skæbne med en stoikers ro. Måtte han end afgive mange af sine kære arbejder, så fulgte han ikke blot med i forretningen, men næsten til det sidste optrådte han både i tale og skrift for den sag, der lå ham så inderligt på sinde: håndværkerskolen.

58