SchwartserneISværtegade

ARBE JDE - MEN OGSÅ FEST

D e var en hårdt arbejdende slægt, disse Schwartz’er, men tid til at feste blev der også. Der var familiefester, der var håndværkerfester, men der var jo også de mange store officielle fester, som Johan Adam Schwartz i kraft af sine mange tillidshverv og sin stilling som borgerrepræsentant kom til at tage del i. Det er så heldigt, at etablissementets arkiver har opbevaret en hel buket af viser, menu’er og programmer fra disse festligheder i tiden fra den nationale bevægelse omkring 1848 og frem til Johan Adam Schwartz død. Det er en svunden tids Københavnerliv, der står op af graven, når man læser disse gulnede blade og nynner disse henvejrede viser. Det var en tid, der var enklere og naivere end vor og måske derfor forstod sig bedre på festen, på den fuldstændige læggen til side af dagligdagens be­ kymringer. I almindelighed var traktementet sikkert såre beskedent, men når de store borde blev dækkede, når sølvtøjet og de tunge kandelabre kom frem, når de levende lys spejlede sig i krystal og de danske drivhuses robuste blomster, når herrerne med de brede ordensbånd over de hvide skjortebrysters endeløse snesletter og de fyldige skønheder i deres bru­ sende kjoler, måske i krinoliner, der spændtes af fiskeben eller cetacin fra Schwartz, mødtes, så kom man med en appetit på livet, der idag virker som et fortidseventyr, og man kunne udrydde retter og vine, der nu ville få de mest modstandsdygtige til at gå under bordet. Johan Adam Schwartz var jo ikke nogen stærk mand, men det svæk­ kede aldrig hans interesse for livet. For ham var disse fester og sammen­ komster tydeligt nok smukke milepæle på hans livsbane, ellers ville han næppe så omhyggeligt have opbevaret alle disse erindringer. Man ser ham som nygift kunstdrejermester tage del i håndværkernes festlige søndagsmøde den 26. december 1847 og af fulde lunger synge med på J. Lasanous-Kramps vise til bordet:

60