SchwartserneISværtegade

foran »Danmark«s statue, og da der også i Rosenborg Have afbrændtes et fyrværkeri med de kongeliges navnetræk i sydende ild. Det går, når man gennemblader de gamle sange, op for en, hvilken altovervældende rolle Carl Ploug spillede som lejlighedsdigter. Måske var det, fordi han var journalist, at han så nemt slog harpen ved aktuelle lejligheder. Poesien kom villigt til ham, for kan man tænke sig smukkere lejlighedsdigtning end hans hyldestsangs første vers:

Hil Eder, unge, glade Par, omstraalet a f Haabets Morgenlue, Der liver Dagen varm og klar Og Stjernelys paa Aftnens Bue, Stol kun paa Kærlighedens Magt, Som til hinanden fæsted Eder. Den stiller Storm og Skyer spreder, Og over Nordens Vinter breder Den Sydens hele Sommerpragt.

løvrigt var det tidens bedste digtere, der sang til det unge pars ære: J. C. Hauch, Fr. Paludan-Miiller og H. P. Holst. Men helt ind i huset i Sværtegade fører dog sangen, der blev skrevet til Johan Adam Schwartz’ og hans hustru Thoras (f. Kuhi) sølvbryllup den 23. februar 1872. Det var jo ud af denne sølvbryllupsfest, at tanken om legatet opstod. 1 Byens Sværtegade staar Tæt op til Pilestræde, En grund solid opbygget Gaard, om hvilken jeg vil kvæde . . . Den adskiller sig ellers ikke fra utallige andre sådanne selskabssange, men man kan ikke lade være med at citere det sidste vers:

I femogtyve gode Aar I vandret har tilsammen! Gid femogtyve til I faar Som disse - ja og Amen!

Gid Børn og Børnebørn da maa, A f Lykken fu lg t, som Eder staa, Sølvbrudeparret leve!

70