SchwartserneISværtegade

D E N GODE , G AM L E S VÆR T E G AD E

K ø b e n h a v n er blevet en millionby med betonhuse, med neonlys, med brede, asfalterede gader, med en evigt jagende menneskemængde - men rundt om i den indre by, i kvartererne bag voldene, finder man stadig stumper af det gamle København, af »Kongens København«, som det så smukt hed i modsætning til Storkøbenhavn. Man har hugget svært ind på disse gamle bydele, man har mishandlet dem, man har saneret, man har bygget om, gamle stræder er blevet lukket, nye gader er blevet åbnet, men det er et sejglivet væsen, dette ældgamle København. Det ville være tåbeligt at påstå, at ikke mange af disse forandringer har været bydende nødvendige og til byens gavn - men man kan som gammel københavner alligevel ikke lade være med af hjertet at glæde sig over hver gammel gade, der endnu trækker sin linje i bybilledet, hvert gammelt stræde, der endnu ligger i mystisk halvlys, hvert gammelt hus, der endnu knejser, enten med bindingsværk eller med en rolig facade fra det 18. århundrede. Man kan ikke lade være med at elske disse bindeled mellem vort moderne, rastløse København og en anden tid, der måske nok var primitivere, uretfærdigere og mindre hygiejnisk, men fra hvilken vi også mærker en fortryllende luftning af idyllen og de patriarkalske livsformer. Det grimme er slugt af årene, der gik, det smukke og fine er blevet hængende i erindringen med en anelse af duftvaudeville. Det er altid en oplevelse på en vandring at søge hen til disse gamle kvarterer —men helst går man der i den underfulde time, da dagens lys endnu ikke er slukket, men de første lygter alligevel begyndt at brænde. Pariserne er så stolte af deres blå time, men den er ikke mere fyldt med stemning end en sådan skumringstime i det gamle København, da det er, som om huse og gader vågner til nyt liv, og man venter at se kalve- 9