ByOgTrafikGennem700År

II

ÅRHUNDREDER I SØLE OG ÆLTE

Som i oldtiden bestod i middelalderen og helt op i 1700-tallet de fleste mindre veje blot af nogle få hjul­ spor, der, efterhånden som de blev slidt dybere ned i jorden, forrykkedes snart til den ene, snart til den anden side. Meget bedre stod det ikke til med de store hovedveje, der forbandt de enkelte landsdele med hinanden. I tørre somre hvirvledes støvet op omkring de kørende, og om vinteren sank vognene tit så dybt ned i mudder, at det kunne være vanskeligt at få dem op igen. Det er derfor næppe noget enestående tilfælde, Saxo beretter, at i vinteren 1176 , da bønderne kørte forsyninger af levnedsmidler til ledingskibene frøs vejens mudder til is omkring fælgene, således at vognene ikke kunne køre. Der er heller ingen grund til at tro, at forholdene i byerne var meget anderledes. De fleste veje i disse har sikkert blot været smalle stier mellem husene, og indbyggerne har sandsynligvis haft alt for travlt med af skaffe familien det daglige brød til at kunne afse tid til at udbedre dem. Det gavnede na­ turligvis ikke deres tilstand, at svin og høns de fleste steder færdedes frit mellem husene og rodede jorden op. End ikke i København, der nød godt af Roskilde­ bispernes bevågenhed og senere som kongens by blev rigets hovedstad, anstrengte man sig synderligt for at gøre vejene bedre egnet til kørsel. De værste ulemper afbødes i almindelighed blot ved at belægge vejbanen med risknipper og udfylde huller med strandgrus for at 16