591948873

Det var nu egentlig i Matr. Nr. 135 (altsaa nu Nr. 10 A), at Ewald boede, men hele Ejendommen, der be­ stod af Numrene 133, 134 og 135, benævnedes som Re­ gel efter det første Nummer eller ogsaa blot som »Viin Gaards-Strædet lige overfor Nellikegangen«. Den Dag, da Forestillingen skulde gives til Ind­ tægt for ham, forefaldt der en ganske pudsig Scene hos Wiborgs. Ewald, der selv vilde hen i Teatret, skulde jo pyntes, og Wiborgs Tjenestepige, Ane, maatte der­ for hjælpe ham med Paaklædningen, bl. a. med de hvide Silkestrømper, som bun maatte trække paa ham. Pludselig udbryder da Ewald: »Se, Ane, er det ikke nogre dejrige Ben?« — Ewald kunde som bekendt ikke udtale Konsonanten 1. — Den gode Ane bar rimeligvis ikke delt Ewalds Henrykkelse over Benene og gav et undvigende Svar. Paa et fornyet Spørgsmaal svarede endelig Ane: »Nej, Hr. Ewald, det synes jeg dog ikke.« Forbitret drev nu denne Ane en forsvarlig Lussing med de Ord: »Jo, det er min Sarighed dejrige Ben, Ane!«, hvorpaa den stakkels Ane tudbrølende løb ud af Stuen. Efter at Ewald efter Beneficeforestillingen i Te­ atret havde hævet det ham tilkommende Beløb, ca. 400 Rdlr., kørte han en Morgenstund i fuld Pynt i Karet bort fra sin Vært og blev borte bele Dagen. Wiborg blev urolig for ham og udtalte sin Frygt for Peter Spendrup, men denne var mere rolig, thi han vidste, hvor Vennen var at søge.