Forskønnelsen_1928

og hvad han vil, det vil han. Og det skal jeg ikke bebrejde ham, thi deri ligger ogsaa en stor Styrke. — Men jeg bliver nu ogsaa ved mit! Naa, og saa var der Spørgsmaalel 0111 Murstenens Farve : gul — eller maaske rod eller hvid (hvidlet), og dermed i større Overensstemmelse med de gamle Landsbykirkers Karakter, de, der formentlig alle først er opført afbrændte rode Sten (isprængl naturlige Marksten) og forst senere er hvidpudsede. Men dette Sporgsmaal blev sletikke noget »S p o rg sm aa l« ; thi Klint sagde nej! Stenen skal være gul. Og dermed var den 'Ping afgjort. Basta! Kære K lin t! Jeg har for nylig ved anden Lejlighed ønsket Dem til Lykke til Taarn- kirkens Fuldførelse og Indvielse. Her vil jeg rent personligt takke Dem for disse mange Aars udmærkede Samarbejde, og fordi De nu éngang er den, De er: i Fejl og Fortrin Kunstneren og Mennesket udi én Støbning. Kn Mand med sit eget gode Ansigt og let ken­ deligt mellem tusinde. — Den Slags horer i vore Dage til Sjældenhederne. N. V. D ohph .

Kirketaarnets Bagside med Antydning af de tre Kirkeskibe.