KøbenhavnsKommuneskole_1914

62 un d ervisn ingen er, at han afskaffer al indbyrdes U n d erv is­ n in g o g stad ig stræber efter at b live, hvad han b ør væ re: en e Lærer i K lassen. Jo mere han nærmer s ig d ette Maal, jo større bliver O versigten , O rdenen, L ivligheden o g F rem ­ ga n g en i K lassen, o g jo lettere o g interessantere bliver hans Arbejde. „L æ sn in gen “ — hedder det videre — „maa have den største T id, d els fordi den u a fv iselig er den v ig tig ste D isci­ plin, d els fordi d en i F ø lg e sin Natur kræver d en læ n g ­ ste T id .“ M etod en gik da i Korthed ud paa at indføre B ihjæ l­ pere i den laveste K lasse, saaled es at hver E lev havd e sin, der skulde indprente ham B ogsta vern e. M ellem E lever o g B ihjæ lpere skulde Læreren stad ig gaa rundt o g v a a g e over, at der b lev bestilt n o g et, o g i g iv e t T ilfæ lde u d ­ d ele R o s eller Straf. I den næ ste K lasse — S taveidassen — faldt B ihjæ l­ peren bort. H er var d er en Forstaver — i R eglen en af d e daarligste Stavere — , som staved e alene, m ed en s d e øv rig e Børn fu lgte m ed i deres B o g m ed deres Griffel. Saasnart d e naaede et T o sta v elseso rd , faldt de alle samm en ind o g sta ved e dette Ord i Kor, hvorefter F orstaveren fortsatte. D en fø lg en d e K lasse — Læ sek lassen s — E lever skulde ved G en fortæ lling o g paa lign end e M aade god tg ø re, at de havde forstaaet det læ ste. — I 1853 dør S c h o u b o e , o g hans M etod e overlev er ham ikke læ nge. D et har sikkert væ ret et alt for kompliceret Apparat til, at man kunde ven te s ig n o g e t stort af d et i Længden, o g man gik snart efter o v er til at ansæ tte een b estem t Lærer i H o v ed fa g e n e i hver K lasse. H an ryk­ k ed e da op m ed K lassen, til B ørnene b lev udskrevet, o g her har vi altsaa B egyn d elsen til d et nuvæ rende K lasse