KøbenhavnsKommuneskole_1914

86 les Instruks tilføjer, at Lærerne „skal være skikkelige, ædru, gudfrygtige og vel i deres Saligheds Sag grundede.“ Paa en Tid, hvor saa at sige det eneste Undervisnings­ fag ved Universitetet var Religionskundskab, maatte det være ganske naturligt, at der produceredes en Mængde teologiske Studenter, hvem Fattigdom eller andre Livets Tilskikkelser forbød at fortsætte den paabegyndte Livsbane. Disse blev da Indehaverne af de ny oprettede Skole­ mesterpladser. De kunde — først og fremmest ved deres Mangel paa pædagogisk Indsigt, ved den usle Lønning, der bødes dem, og sidst — men ikke mindst — ved den Iver, hvormed de efter kort Tids Forløb søgte at blive forflyttet til et andet Embede — ikke i nogen Grad bi­ drage til at hæve den ringe Anseelse, Lærergerningen stod i*). — Først det nittende Aarhundrede skulde bringe en — om end i Begyndelsen ringe — Forandring i dette For­ hold ved Oprettelsen af de første Lærerskoler — de saa- kaldte Seminarier. Ordet „Seminarium“ stammer fra Pietismens Ypperste, Præsten A. H. F r a n c k e , der i Aaret 1695 oprettede et „seminarium praeceptorum“ i H a l le ; men der skulde dog gaa henved 75 Aar, inden dette Eksempel fandt Efterlig­ nere her i Norden. Begyndelsen skete i T ø nd e r . Her residerede den aner­ kendte Pædagog Konsistorialraad B a l t h a s a r P e t e r s e n , *) I en Skildring fra 1812 sammenlignes Læreren med en Mile- eller Lygtepæl. Begge stod ved Vejen, som de viste andre, men ikke selv kom paa. De vandrende raadspurgte dem og forlode dem for at naa et eller andet højere Maal; Skolelæreren og Milepælen blev tilbage. „Tør man ikke haabe af Tiden, at ogsaa Læreren engang for al sin Møje kunde komme paa Vejen og ikke altid løbes forbi af de mange, han viste den?«