S_FørOgNu_1917

melt smalt, men re thøjt Hus — skulde, om .det kom i Brand, hvad dervar alUdsigt til,bringe Frue K irke i Fare. Og for at hindre dette besluttedes det a t sprænge Huset, der var kendt over hele København under N avnet „Blasen“, i Luften. E t Øjenvidne, den særlig for sin Beskrivelse af Branden be­ røm te Stadskirurg Reiser, b eretter følgende om denne skæbne­ svangre Sprængning: „Men oftbenævnte, nu hos Gud salige Hr. Brandmayor Preusler begik en Bock eller en stor Forseelse med sine H errer Collegier og sam tlige underhavende Folk i deres Konst og Videnskab, hvorefter følgde og foraarsagde saadanne skrækkelige og i højeste Grad frygterligste og bedrøveligste S cen er! a t Hoved-Haarene

liden Glæde for Borgerskabet. Allerede i 1668 glæder den brave Anders H jørring sig over, a t „Københavns By er kommen til den Estime og Højde som aldrig tilfo rn “, og at ikke længer ustude­ rede „men læ rde Folk, p r o m o ti D o c to r e s , nu a ttra a Præ si­ dents og Borgmesters Embede, hvilket de tilforn havde holdt for at gaa deres Grad for næ r og derfor ikke affekteret saadan T itel og Sæde“. Det havde sikkert væ ret heldigere for Byen om deres nærings­ drivende Borgere ikke var blevet træ ngt til Side af p r o m o ti D o c to r e s og deres Lige. Branden, som udbrød Onsdag 20. Oktober 1728 om Aftenen i et lille Hus paa H jørnet af daværende Lille St. Clemensstræde

paa Hovedet m aatte rejse sig og staa stive, ja end- ogsaa paa den allertap- perste og ellers uforsagte- ste Mand, saa a t det saa- kaldede heele gamle Kø­ benhavn gik op, og blev paa det Jammerligste og Erbarm eligste af de mang- foldste, græsseligste og fæ leste Luer reen t fortæ ­ re t og caputt, saa det saa her i Staden ud som det allerfæ leste jordiske H el­ vede. At det er en stor Sandhed, at benævnte el­ lers brave Mænd (nemlig B randtm ayoren og hans Kolleger) vare i højeste Grad forvirrede, confuse og forsagte, ltann veil in­ gen fornuftig Menneske imodsige. Endelig forvand­ lede deres Forsagthed og ængstelige Passioner sig i (d. v. s. til) de allerstørste Desperationer, — th i da skulde man se, hvad man resolveerte! Mærk nu, allerkjæ reste Læsere! nu jeg skriver og erindrer mig dette, hvad jeg altsammen med mine egne Øjne har set, O! O! saa bliver det mig ganske levende paa nye igjen, og overfalder mig den skrækkeligste Gysen og Rysten over m it hele Legeme, som En der be­ kommer den heftigste Fe- bris malignae ardentis, og overfalder mig den aller­ største Paroxysmus, saa at om jeg ikke falder i en Slags Graad eller Græ- den, jeg vist nok vil tabe Pennen af Haanden og

og Voldgaden — om trent hvor nu Hotel Bristol staar paa H jørnet af Frederiks- berggade (se Kortet S. 315) synes til en Begyndelse ikke at skulle blive fa r­ lig for Gammel- og Ny- Torv, og Flammerne før­ tes til en Begyndelse hen over K varteret Vest og Nord for Torvet. At faa Ilden slukket var, selv paa en stille Dag, alle­ rede vanskeligt nok i det stæ rkt sammenbyggede Kvarter med de meget ’smalle, krinkelkrogede Gader, hvor de smaa Bin­ dingsværkshuse med høje 'Lage, sikkert mange Ste­ der med Bræddegavle, laa tæ t mod og over for hin­ anden. Men der stødte særlige Uheld til. For det første blæste det en Storm af Sydvest, der jog Flammerne frem fra Tag til Tag. For det andet var der ikke andet Vand i denne Del af Byen, end det der løb i Rendestenene. Van­ det fra Renderne, der førte D rikkevand ind til Byen, var netop i de Dage ledet ud i Peblinge­ søen, som skulde fyldes efter endt Rensning. For det tredie havde det udmærkede B rand­ korps — ja, Skæbnen kan være en stor Ironiker — samme Dag været til Sprøjteprøve. Og efter endt og sikkert fortræf- elig udført Manøvre mod en tæ nk t Ildebrand, havde de brave Brandmænd givet sig til at

Corfitz Ulfelds Skamstøtte fra Graabrødretorv henlaa i mange Aar i Prinsens Palæs Kælder, men blev for nogen Tid siden ved en privat Mands Initiativ opstillet i Palæets Have.

slukke privat, saa de mødte alt for sent til Ildens

falde i allerstørste Besvimelse —- Pause, — Pause! ! !“ Her gør den gunstige Læsersikkert re ttest i at tæ nke sig F orfatteren hensunken i en ved de smertelige E rindringer frem ­ kaldt Besvimelse. Om dennes Længde faar man en Forestilling ved den imponerende Mængde Tankestreger, han tropper op med — hele tre Linier fulde. D erefter træ kker han Vejret, tager sig maaske en H jæ rtestyrkning og gaar videre i sin Beretning. Men inden han begynder paa Omtalen af B randtmayorens Buk, beder han først Læserne bæve og skælve ved hans malende Be­ skrivelse af Kanonaden paa Gammel Torv, sæ tter derpaa et N ota­ bene og beretter, a t denne Kanonade kunde heller ikke B randt­ mayoren med sit sam tlige Selskab holde ud, men blev af en overmaade Angst tvungne til a t retirere sig til en Side og blev alle til Mode som Folk, der i en Hast bekommer Slag og Rø- ■IOTj§!^E?naa den udmærkede Forfatter have haft en Anelse om, at Brandtmayoren og „hans Selskabs“ Forskrækkelse nok har kunnet 360

Arnested og var for drukne til a tgøre Gavn. Politimesteren var fuld ligesom Holmens Chef; Brandmajoren var gammel og uduelig og Stadshauptmanden var apoplektisk. Stadens Kom­ mandant var en rigtig Kommandant, — af Frygt for at Sol­ daterne skulde desertere, gav han Ordre til at Byens Porte ikke m aatte lukkes op og afskar derved Folk fra at hente Vand det nærmeste Sted, nemlig fra Stadsgraven. Kort sagt, havde det hele ikke væ ret en saa frygtelig Ulykke, vilde det have været den vildeste Farce. Torsdag Morgen havde Uden naaet P etri Kirke efter at have hæ rget Nørregade. Hen ad Gammeltorv til havde den ædt sig op imod Vinden og tag et fat paa Husene paa Vestsiden og for at hindre disse i at stikke Ild paa Raadhuset, blev der kørt otte Kanoner op paa Torvet og Husene blev skudt ned. Mindre heldig var man paa den nordlige Side. Her fryg tet® man for, at Huset paa Hjørnet af Torvet og Nørregade — et gam-

KØBENHAVt\|^jj£pMMUNES