Bagerriet_1916

20

„Ole, Ole, du slemme Fyr, Bismarck du dræbte, det stakkels Dyr, af Skindet en Hue du lavede dig, og siden du aad dig en Kattesteg.“

Vi hængte det op, saa Ole kunde se det om Morgenen. Vi stod nu paa Lur for at se Virkningen. Han blev aldeles rasende: „Jeg har ikke flaaet nogen Kat, og jeg har Fanden gale mig heller ikke ædt ham!“ Han rev Tegningen ned og bar den op til Me­ ster og vilde have os jaget væk allesammen; man forstaar nok, at Mester ikke var den, der morede sig mindst derover. Et an­ det gammelt Husinventar var Snedkeren Hildebrandt, en gammel Nybodermand, som havde Snedkerværksted oppe paa et af Lof­ terne, han havde været der i mange Aar, han havde været med i Napoleonskrigene, hvorfor han havde St. Helena-Medaillen, til­ lige var han Dannebrogsmand, men gik omtrent i Barndom. Naar han havde sine lyse Øjeblikke, fortalte han os Historier fra gammel Tid, som kunde være ret interessante; men naar han var vred, skældte han alle ud for Rævepelse, ogsaa Mester. Han græd sine modige Taarer, da Klein holdt op og han maatte for­ lade Huset. Ferdinand Klein var Franskmand med Liv og Sjæl, endskønt han var født i København, og jeg tror han sørgede mere over Franskmændenes Nederlag i 1870 end over sin egen daarlige Status. Jeg husker endnu, da de første Telegrammer ankom om Franskmændenes Smaasejre, og han en Aften havde læst dem i Tivoli, med hvilken Jubel han kom ind til os, syngende Mar­ seillaisen, lige ved at omfavne os allesammen i Bageriet. Det blev desværre det eneste Lyspunkt i den sørgelige Krig, og Dag efter Dag kunde man se, hvor han græmmede sig over Tyskernes Seire, og efter Fredsslutningen var han dybt nedbøjet. Af de Historier, som Hildebrandt og Hans fortalte, husker jeg en om Spøgeriet paa Hakkelseloftet. Det spøgede deroppe, og ingen turde gaa derop, naar det var mørkt. Madam Klein havde en særlig rask Pige, som væddede om, at hun skulde gaa op og skære med Hakkelsekniven, men hun maa være bleven skræmt der­ oppe ; thi hun kom farende ned igen, havde mistet Mælet og døde kort efter. Mens jeg var der, saa vi ikke andet Spøgeri, end hvad vi selv lavede. Der var en Svend, som vilde være rask og gaa derop Kl. 12 om Natten og raabe ud af Lugen. Vi havde imidlertid bundet et Baand i en af Sækkevognene, som vi halede