292670125

5

OYV

3745

Det nye Museum for Kunstindustri. A f Dr. Sophus Muller.

D e r er vel Ingen, som ikke med varm Interesse har gjennemlæst Prof. C. Nyrops nylig fremkomne Skrift, hvori der med saa megen Energi og saa stærk en Overbevisning fordres, at der ad forskjellige Veie og med kraftige Midler skal virkes for den danske Kunstindustris Fremme *. De betydelige Mænd, der alt jxw staa som høitfortjente Ledere paa dette Omraade, have i vide Kredse vakt Haabet om, at der ved udmærket Arbeide er baade Guld og Hæder at vinde ude i den store Verden. Troen herpaa er almindelig udbredt, og Prof. Nyrops smukke og indtrængende Skrift, som med Rette hævder, at Verden vindes ved Mod og Dygtighed, er vel egnet-til at drage de endnu Nølende fremad. Det vises klart, atder er Meget at gjøre. Med vidt Syn peges der paa Alt, hvad der skal udrettes, før Bunden kan siges at være ret beredt for en høi og blom­ strende Kunstindustri. Undervisningen skal forbedres og Skoler oprettes; der tales om nye Skrifter, Foredrag og Præmier, og det store Publikum skal opdrages ikke mindre end Haandværkeren selv. Alle disse tiltalende Planer ere dog kun fremsatte antydnings­ vis, til Gjennemførelse efterhaanden, som Tid og Kræfter komme. Hvad der derimod strax skal sættes i Værk, er et nyt Industrimuseum. Denne Sag vil i den nærmeste Fremtid blive Gjenstand for en endelig Forhandling, hvorefter der vil ske en Henvendelse til Stat og Kommune om den fornødne Støtte, og Prof. Nyrops Skrift indeholder i de store Træk en fuldstændig Plan for det nye Museum. Oprettelsen af et offentligt Museum er en Sag af stor Betydning og af alminde­ lig Interesse, og at det herved er en væsentlig Ting, hvorledes Planen er, vil let indsees. Ikke blot saalænge Museet endnu er i sin Tilblivelse, er Planen Alt — den rummer ogsaa Museets Fremtid. Vistnok kan man skifte Plan, om den viser sig ikke at være god; men, som det er lieldigst, at den fra^første Færd er saaledes, at der sikkert kan regnes paa den almindelige Tilslutning og den store Støtte, som behøves, saaledes er det af Vigtighed, at den fra Begyndelsen af, under nøie Omtanke og med al den Erfa- ring, hvorover der raades, lægges saaledes, at der Intet siden vil være at angre, ingen dyre Lærepenge at beklage og ingen Feil at rette. Der turde da vel være Anledning til nærmere at belyse den foreliggende Plan, og dette navnlig, naar den paa væsentlige Punkter synes ikke ganske at have truffet det Rette.

x* C- Nyrop: Et Indtryk fra Verdensudstillingen i Paris 1889. Fransk og dansk Kunstindustris Fremme, Kjøbenhavn 1889.

4

Der tør gaaes ud fra, som noget almindelig Anerkjendt, at et Museum for Kunst­ industri, en righoldig og. gjennemført Samling af udmærkede Arbeider, har en overordent­ lig Betydning baade ved i al Almindelighed at belære og udvikle, ved at stille store Maal og anvise Veiene, ad hvilke de naaes, og mere specielt ved at yde Forbilleder, Mønstre og selve de Elementer, som skulle benyttes. Herom vil der næppe kunne reises Tvivl. Ordet »Museum for Kunstindustri« har da ogsaa i de senere Aar lydt saa mange Gange, at der nu ikke mangler Andet end at faa det — ja, og saa at vide, hvad det skal indeholde. Naturligvis først og fremmest vor egen ’J'ids Kunstindustri. Hvor stærkt det end fra visse Sider udtales, at der kun er noget Egentligt at lære af det Gamle, hvor sandt det end er, at fjærnereliggende og afsluttede Kunstperioder med en klar og ren Stil ganske særlig egne sig for det indgaaende og grundlæggende Studium, som ikke ret kan finde Hvile i vor egen alt Andet end rolige og simple Tid, saa vil dog Ingen nægte, at det er baade godt og nødvendigt at kjende det Ypperste af, hvad Ens egen Tid kan frembringe. Skomageren vil sikkert ogsaa sige, at det kan være godt nok med de ara­ biske Tøfler* og de romerske Sandaler, men at det nyeste Pariserfodtøi har mere Betyd­ ning for ham; og selv den, som med afgjort Uvillie vender det forhaabningsfulde Blik fra vor Tids brogede Stilblandinger til »den nye, rene Stil«, som kommer, vil ikke kunne nægte, at denne efter Naturens Orden maa skyde frem af Nutidens Skjød. Det var alt­ saa ønskeligt at kjende Samtidens Frembringelser i vidt Omfang. Museet maatte rumme vor Tids og de kommende Tiders bedste og skjønneste Frembringelser i alle Retninger, indkjøbte i vort eget Land og hos Fremmede, hvor det Fortræffelige end maatte findes, og hvad det end maatte koste. — Om dette ligger indenfor eller udenfor Prof. Nyrops Program, skal lades uafgjort. Der tales overhovedet ikke om nogen Afdeling for Nutidens og Fremtidens Kunstindustri. Saa var det jo ogsaa herligt, om Industrimuseet kunde rumme alle svundne Tiders bedste og skjønneste Sager, fra Assyrien indtil den franske Rococco, fra det gamle Mexico Jorden rundt til det moderne Japan. Om der fra hver en Tid og hvert et Sted paa Jorden kunde samles det Ypperste og Ædleste, hvori den eiendommelige Kunst­ følelse har givet sig et skjønt og kraftigt Udtryk, da vilde der sandelig skabes et Mtiseum, som maatte blive af Betydning for Enhver, som ønsker at øse af den rige og bredtstrøm- mende Flod, som menneskelig Kunstsnilde har bredet ud over Verden fra de ældste Tider til de nyeste og Jorden over! — Dette er det omtrent, hvad der fordres i den foreliggende Plan, som ingen Grænser kjender hverken i Tid eller Rum. Og der kræves endog et Dobbeltmuseum — en ny Kategori, som, saavidt jeg ved, ikke har sin Mage i Verden. »Først en Række Værelser, hvori de forskjellige Stilarter oplyses, den ægyp­ tiske, græsk-romerske, irsk-nordiske, romanske og gothiske, Renaissancen, Baroken, Roco- coen, Empiren o. s. v., ikke at forglemme den indiske, persiske, japanske o. s. v.« Ingen Antydning af Begrænsning! Og det dobbelte »o. s. v.« viser, at det ingenlunde er Meningen at standse ved de allerede r-et respectable Opregninger. — At det ikke tænkes »altid at være nødvendigt« i disse Sale at liave kostbare Originaler, skal nedenfor nærmere blive omtalt. — »Dernæst følge de Værelser, hvori de enkelte kunstindustrielle Fag ordnes hvert for sig«. »Keramikeren, Guldsmeden, Bogbinderen, Smeden o. s. v.« skulle her kunne følge Technikens fremadskridende Udvikling og se dens høieste Stand­ punkt hos de forskjellige Folkeslag, og i de enkelte Lande og l ider. Heller ikke her findes nogen Begrænsning, skjøndt »Rækken er lang, og det her gjælder som Regel om at have ægte Ting«, ikke Afstøbninger eller andre Kopier. Det vilde i Sandhed blive et ypperligt Museum, vel værd at arbeide for og at samle til, herligt at ty til for Enhver, som studerer Menneskets Frembringelser. Der kan sikkert kun reises een Indvending imod en saadan Samling, forsaavidt den tænkes væsent

5

lig bestaaende af originale Arbeider: at det vilde være en Umulighed at tilveiebringe den. Dette skal her søges vist, og tillige, at det vilde være i forskjellige Retninger sær­ deles uheldigt at forsøge derpaa, rent bortseet fra, at det altid er galt at stræbe efter, hvad der ikke kan naaes. Nu vel! Der skal indkjøbes udmærkede kunstindustrielle Arbeider fra forrige Aarhundrede, fra Renaissancen, fra gothisk og romansk Tid. Men Sager af denne Art, forsaavidt de ere forarbeidede i vort eget Land eller blot have været benyttede her, ind­ samles jo allerede til de ældre offentlige Museer i Hovedstaden, foruden at en Række Provindssamlinger søge at forskaffe sig Gjenstande af samme Slags. Den hele nationale Udvikling, som den afspeiler sig i hjemlige eller indførte Arbeider, repræsenteres af Museet for de nordiske Oldsager og Folkemuseet, som chronologisk slutte sig til hinanden. Ingen Del eller Side af Fortidens Liv er udelukket, bortseet fra enkelte Arter af Sager, som efter visse Regler optages i Rosenborg-Samlingen og Frederiksborg-Museet. Her er altsaa intet Felt levnet for Industrimuseet. Men skulde det tænkes, at flet nye Museum vilde søge at erhverve Sager ganske af samme Art som de, der alt hav<* Hjemsted i de ældre Samlinger, da tør det formodes, at hverken Stat eller Kommune vil finde det rig­ tigt at støtte det. Der vil ikke blive givet offentlige Midler til at grundlægge en Kon­ kurrence, som ikke kunde undgaaes. Erfaringen fra andre Hovedstæder, hvor der ved Siden af hverandre findes flere Samlinger af saadanne ældre Sager, som altid kun til­ bydes i ringe Antal, taler advarende herimod. Hidtil har vort offentlige Museumsvæsen været udviklet saa sundt og klogt, at de nye Samlinger ere bievne omhyggelig indpassede imellem de ældre, men ikke lagte ind over dem. Ved Foreningen af Directeurposterne for Oldnordisk Museum, Rosenborg-Samlingen og Frederiksborg-Museet i een Person er der yderligere blevet sørget for, at de engang afstukne Grænser nøie blive overholdte. Mellemværendet mellem de Kgl. Samlinger og Provindsmuseerne er ordnet saaledes, at begge Parter kunne arbeide fremad uden Konkurrence. Det tør da trygt udtales, at et nyt Museum ikke vil finde Støtte, som er bestemt til at optage ganske de samme Sager, som søges af alle de ældre nationale Samlinger. Men, vil der maaske siges: »der er jo Sager nok; naar de gamle Museer have nok, saa kan Industrimuseet jo faa Resten«. Dette vilde være en lidet sagkyndig Bemærk­ ning. For det Første er Tilbudet af virkelig værdifulde Sager fra vort eget Land over­ ordentlig ringe — her tales jo ikke alene om gamle Navneklude og broderede Løierter, om tarvelige Messingstager og ordinære Hovedvandsæg, men navnlig om Sager, som vise »Technikens høieste Standpunkt« og ere charakteristiske Udtryk for de forskjellige Tiders Stil. Hvormeget kommer der frem mellem Aar og Dag af fortrinlige Sager fra Danmarks romanske og gothiske Tid — det kan godt tilføies: fra Renaissancetiden og senere Tider? Der kan heller ikke ventes paa, at de ældre Samlinger engang have faaet nok; thi de blive aldrig i den Forstand afsluttede, at de ikke baade nu og om hundrede Aar bestandig ville møde med deres Fordring om at faa det Bedste, eller dog det, som er hedre end, hvad der haves iforveien; ' selv saa at sige fuldstændige Samlinger maa ved­ blive at kjøbe, idet de altid kunne forbedres. De gamle Samlinger ville vedblivende gjøre Fordring paa og stræbe at faa det Fortrinlige, som kommer frem, og de bør have det efter deres Indhold og Stilling. Men da vil Industrimuseet — om det vil undvige en Konkurrence — kun opnaa Sager af anden og tredie Rang, hvad der jo ikke var Menin­ gen ; thi en Samling af denne Art vilde være en daarlig Vinding. Lad saa være! — vil der svares — Industrimuseet bør vel ikke optage Sager, som henhøre under vore ældre nationale Samlinger. Men saa er der fremmede Sager. Vi have jo intet Museum, hvori fremmed Kunstindustri fra Middelalderen indtil nyere Tider kan finde en Plads. Der kan altsaa kjøbes herlige Renaissancearbeider fra Italien, fransk og

6

tysk Gothik, skjønne byzantinske Emailler — j a ! hvad kan der ikke kjøbes, naar det over­ hovedet er til at faa, og naar man har Penge.; Men her dreier det sig om ti og tyve Tusinder for et enkelt Stykke, som har en virkelig Betydning ikke blot i antiqvarisk og historisk Henseende, men navnlig med Hensyn til Kunst og Technik. Det er jo alminde­ lig bekjendt, hvad der betales for ældre Sager af denne Art i Udlandet. Man har der at konkurrere med en Skare af rige Privatsamlere og med en Række af vel aflagte Museer, foruden med en berettiget Nationalfølelse, som nødig lader sig fravriste de hjem- lige Kunstsager. Gode Stykker vandre fra Paris til London og fra London til Berlin for at linde det høieste Bud. Til Auktionerne møde Repræsentanter for mange af de store Samlinger, og specielle Agenter reise fra By til By med fyldte Lommer. Endog til de nordiske Lande kommer , der fra Tid til anden Opkjøbere fra flere tydske Museer og byde Priser for vore hjemlige Sager, med hvilke vore ikke længere karrig aflagte Samlinger ikke kunne hamle op. Og saa skulde vi tænke paa at møde op paa den fremmede Kampplads, hvor Guldet alene seirer, og hvor — det maa dog tilstaaes — Byttet med Rette tilfalder bandets egne Børn! Men selv antaget, at der havdes tilstrækkelige Mid­ ler, at alle pekuniære Vanskeligheder kunde overvindes — og Intet vilde mere glæde Enhver, som interesserer sig for Fortidens Kunstindustri, end om der aarlig kunde bevil­ ges 50 eller 100,000 Kr. alene til denne Afdeling af et Industrimuseum — saa kan det dog med Sikkerhed siges, at det ikke nutildags, selv i Løbet af hundrede Aar, vil være muligt for os at tilvejebringe en Samling, som bærer Helhedens Præg, med dog nogen og en nogenlunde ensartet Forsyning paa de fleste væsentlige Punkter og tillige af et virkeligt indre Værd. Særlige Vanskeligheder flyde af, at vi bo i et afsides Land, og at vor By er et daarligt Marked; man maatte for at kjøbe stadig reise til de store Lande, hvor Sagerne drages frem af deres gamle Skjul, efterlades af Privatmænd og samles hos Anti- quitetshandlere, og kun faa værdifuldere Stykker vilde sendes til Salg eller Eftersyn i Kjøbenhavn, derom kan man være forvisset. Men gode Sager ere overhovedet sjældne; Meget kommer saa at sige ikke mere for; det er paa faste Hænder eller anbringes i Ud­ landet under Forhold, som vi ikke beherske, og under pekuniære Vilkaar, som maa siges at være urimelige. Saa vil man lokkes fil og nødes til, for dog at faa Noget, at tage Sager af ringere Værd, hvad de Andre vrage, Smaating og Ubetydeligheder, Lidt hist og Lidt her, som Tilfældet byder, og der vil skabes en Samling, som hverken vil kunne syn­ derlig fremme vor moderne Kunstindustri, eller opnaa en lignende hæderlig Plads som vore ældre Samlinger, endsige da svare til det Program, at de specielle Fagmæntl skulle i det nye Museum, hver paa sit Omraade, kunne »følge Technikens fremadskridende Udvikling og høieste Standpunkt«. Lad os da se bort fra, hvad der ligger mellem Udlandets Empiretid ogByzants. Der bliver dog tilbage baade Grækenland og Ægypten, Indien og Japan og ikke saa Lidt til, hvoraf der nok kunde dannes et Museum. Men Ulykken er, at vi alt have offentlige Samlinger, hvori der optages Sager .fra disse Omraader. Her kan der ganske vist ikke tales om Konkurrence, da Indkjøbene væsentlig maa ske i Udlandet, og For­ bindelserne ere mange og kunne være' forskjellige. Men der vilde dog ikke være Mening i at danne — jeg gjentager det: for offentlige Midler — en ny græsk eller indisk eller japanesisk Sal i et nyt Industrimuseum, naar vi alt have disse Sale i de ældre Museer. Her findes jo, hvad der ønskes. Kan der anvendes flere offentlige Penge end nu paa Museumsafdelinger af dette Indhold, da bør de gives til de gamle Samlinger, hvor der overalt er Noget, paa flere Punkter Meget at bygge videre paa, men ikke bruges til at kjøbe om igjen, hvad der engang er anskaffet, for at det kan opstilles paa et Sted, hvor der Ingenting er, skilt fra, hvad Staten allerede eier af beslægtede Sager. Og denne for en Helhedsbetragtning fuldstændig forkastelige Indkjøben af Doubletter vil og maa fore

, i i

i

,

7

gaa, saafremt Prof. Nyrops Museumsplan nogensinde bliver realiseret, ja, man har efter ringe Leilighed alt begyndt. • Ved Brygger Carl Jacobsens Gavmildhed er der, for et særligt Legat, allerede gjort Indkjøb til det nye Museum, derimellem, hvad jeg tilfældig ved, nogle Tøistykker fra et bekjendt tidlig-christeligt Fund i Ægypten. Den Kgl. Antik­ samling havde forud Tøiprøver af samme Art fra samme Sted, og det beroer nu paa Til­ fældet, om det er de samme eller forskjellige Tøier og Mønstre, man har faaet. Dette er nu en lidet bekostelig Sag; men saadan kan det gaa paa alle Punkter, og slige Dob- beltkjøb kunne blive temmelig ærgerlige. Det var dog kjedsommeligt, om et af Museerne anstrengte sig og gav nogle tusinde Frcs. for en god græsk Terracotta-Statuette, og man saa opdagede, at den samme, presset i samme Form alt stod i Nabosamlingen. — Ja, man maa næsten undse sig ved indgaaende at omtale og at belægge med Exempler en saa simpel og klar Sag: at der ikke i en lille By som vor og i vort lille Land kan være flere, for offentlige Midler tilveiebragte Samlinger af ganske samme Indhold. Om dette nu end ikke benægtes, saa siges der dog, at der er ganske ejendom­ melige Forhold, egne Krav og særlige Hensyn, som gjøre, at den Kunstindustridrivende ikke som alle andre Statsborgere kan nøies med, hvad der findes i de almindelige offent-’ lige Samlinger, men maa have de samme Sager i sit eget Museum. Dette er nødvendigt — ganske vist en beklagelig og noget kostbar Nødvendighed; men for Nødvendigheden maa man bøie sig. Hvad der herom bemærkes, er dog vistnok af den Art, at Enhver, som vil undersøge SagSn tilbunds, vil kunne se, at disse »særlige Krav« have meget Lidt at sige, og Enhver, som vil ofre tilstrækkelig Tid derpaa, kunde vi£e, at der bag Ordene næppe er megen Realitet. Jeg skal nu ikke indlade mig paa at oppille Enkelthederne; thi dette vilde være meget kjedsommeligt, just fordi der næsten Intet er at pille med; men jeg kan dog ikke undlade at omtale Noget, af det, som ligger nærmest. Ordningen og Opstillingen siges at skulle være noget ganske Andet i et Industri­ museum end i andre Samlinger. Det er vanskeligt at opdage, hvad der ligger bag disse Ord. Der fordres, at Sagerne skulle være lagte tilrette »efter Folkeslag, Tidsalder og Stil« i »ægyptiske, græsk-romerske, irsk-nordiske, romanske« o. s. v. Sale. Just dette finder Sted i de gamle Museer, hvor som vel bekjendt de chronologiske og ethnographiske Grændser overalt ere dragne med den største Omhu. Hver 'Ping staaer, forsaavidt de nuværende, uheldige og trange Lokaler tillade det, paa sin rette kulturhistoriske Plads — og er det anderledes, da er der begaaet en Feil, som kan rettes. Man kan gaa lige ind i de chinesiske, tyrkiske eller gothiske Sale, ganske som det fordres for det nye Industrimuseum; thi Prof. Nyrop har rigtig Øie for, at kun større Sammenstillinger af Arbeider af forskjellig Art kunne give et fyldigt Indtryk af de forskjellige Tiders og Ste­ ders kunstneriske Særpræg; dettes »Aandepust skal ligesom kunne mærkes«. I denne Henseende gjøre de gamle Museer, bortseet fra Lokalerne, fuldkommen Fyldest og der behøves ikke noget nyt. Men ved Siden heraf fordres der i en anden Række af Sale en Ordning efter Arbeidsfag, saaledes at Enhver skal kunne finde sit eget Fag samlet i visse Rum og visse Skabe. Dette seer jo ud som Noget, men er ikke meget. I de ældre Museer findes de enkelte Brancher samlede hver paa sin Plads indenfor de store historiske Rammer: »Hr. Fabrikant, vær saa artig, i disse Skabe staa de antike Lerkar. Enhver af Deres Arbej­ dere vil uden at se i Katalogen, alene af Opstillingen kunne slutte sig til, at de ere ordnede efter Alder, saaledes som Keramiken udviklede sig i Løbet af de 1000 Aar, hvorover den antike Pottemagerindustri strækker. Naar De er færdig her, vil De finde de japanesiske Fajancer samlede under Japan, det chinesiske Porcellain paa sit rette Sted; de røde, tyrkiske Kar staa selvfølgelig under Tyrkiet o. s. v. De vil ikke have nogen Vanskelighed ved at finde, hvad De søger«. Naar Metalarbejderen er færdig med

de nordiske Bronzer, kan lian gaa til de indiske Messingarbejder, til Japans prægtigt; Frembringelser — hvor er Vanskeligheden for et Menneske, som overhovedet kan bevæge sig? At det vilde være. nogen Fordel, set fra et rent fagmæssigt Synspunkt, at have hvert Fag opstillet for sig, skal indrømmes; men det maa tillige fremhæves, at der heraf vilde flyde en tilsvarende eller større Skavank, idet Frembringelserne fra de enkelte Tider bleve udrevne af den Sammenstilling og den Forbindelse med samtidigt; og beslægtede Sager, som mere end noget Andet bidrager til at forklare Enkelthederne og til at fremkalde en virkelig og dybere Forstaaelse. For at bøde herpaa fordres der jo et Dobbeltmuseum. Men dette er dog vistnok for meget forlangt. Skjøndt Fagmanden i de ældre Museer kan finde hver Ting paa rette Plads efter Tid og Sted, vil man have et andet Museum, hvori han dels kan finde ganske de samme større chronologiske Sammenstillinger sohi hist, dels en fagjnæssig Ordning af de samme Sager, over hvilke han kan faa et Overblik ved i de ældre Museer at flytte sig lidt fra Sal til Sal. Det kunde just heller ikke kaldes en Lettelse, at den, som fremtidig vilde se, hvad der haves af en vis Art i de offentlige Samlinger, først maatte gaa ud i Industrimuseet og dernæst op i de gamle Museer; thi begge Steder kunde der findes Sager af samme Art. Enhver vilde vist foretrække, som det nu er, at have Alt samlet paa et Sted. Og tilsidst: denne fagmæssige Ordning kan jo slet ikke gjennemføres. Den gamle Stol er betrukken med Gyldenlæder, og det ud- skaarne Skrin har graverede beslag; skal det første Stykke tilfalde Meubelfabrikanten eller Læderarbejderen og det sidste Billedskjærercn eller Graveuren? Enhver vilde i et saadant fagindrettet Museum have meget vanskelig ved at finde Alt, hvad der interesserer ham — jeg tænker med Medynk paa den stakkels Decorateur, som vil arbeide i Renaissance- stil, og saa maa trave rundt gjennem alle. de fagmæssige. Opstillinger uden Undtagelse for at sammenpille de beslægtede Ornamenter, som han skal bruge. Ved en chronologisk Opstilling finder han Alt paa et Sted. ; Der gives overhovedet ingen anden heldig Ordning for et stort Museum end den chronologiske. Det vilde være langt at doeumentere dette — men om det fordres, er jeg dog beredt dertil —• og det vilde være tungt at skulle gjøre det her i Danmark, hvor flette Princip er født og baaret, og hvor man har seet, at det har skaffet vore Museer Anerkjendelse og Ry. Jeg taler her kun om store Samlinger. Enhver flittig Museums­ besøger vil i de sidste Aar have havt en interessant Leilighed til at se, hvorledes Ord­ ningen efter Tid og Stil bemægtiger sig en Samling, som faaer et større Omfang: Ny Carlsberg-Glyptothek var først-opstillet efter rent æsthetiske Hensyn; nu er flet under Over­ gang til en fuldstændig chronologisk Ordning. Og skulde man ville anføre, at fler i mange af Udlandets Museer, navnlig i de nye »Gewerbemuseer«, ikke findes en chronologisk Hovedinddeling? Dér har man som oftest meget vel Øie for denne Feil, men mægter kun ikke at fjærne den, som der i det Hele i de nye »Gewerbemuseer« ere andre Forhold, fremgaaede af Anskuelser som de af Prof. Nyrop udviklede, som kunde gjøres til Gjenstand for en alvorlig Kritik. Herpaa skal jeg nu ikke komme ind, som jeg i det Hele vil undvige enhver almindelig Sammen­ ligning mellem danske og fremmede Forhold — de ere altfor forskjellige. Naar Ham­ burg og Niirnberg have faaet »Gewerbemuseer«, saa er det, fordi disse Byer ikke havde almindelig kulturhistoriske Samlinger; vi bør just ikke. tilstræbe et nyt Museum ganske af samme Art som de nævnte tydske, foreli vi have alle de gamle Samlinger. I Berlin, Wien og London, ikke at forglemme, var der tilfældigvis — anderledes end hos os — store Omraader, som ikke fandtes repræsenterede i de ældre Kongelige Samlinger, og just der­ for fremstode Industrimuseerne. Og hvad Paris angaaer — om man endelig vil sammen­ ligne Kjøbenhavn med Verdensbyerne — da kan der mindes om, at den franske Haand- værker uden at have et Industrimuseum har uddannet sin fine Smag og sit sikre Øje, og

9

hvad Samlinger af ældre Kunstarbeider have bidraget hertil, det have de gamle Museer i Louvre ydet. Disse franske Forhold, som Prof. Nyrop just holder os for Øie, skulle ikke tilraade i Stedet for at udvikle de gamle og gode Samlinger at oprette nye og utilfreds­ stillende Institutioner. . . Der tales fremdeles om, at der i Industrimuseet ikke skal findes de uendelige Rækker af ensartede Gjenstande, som lejede og trætte Beskueren — der skal være gjort et skjønsomt Udvalg af de mest charakteristiske Sager fra de enkelte Lande og Tider — Alt skal være overskueligt, let at se og let at finde. Ja! det er de selvsamme Fordrin­ ger, som stilles til alle Museer, og de samme Maal, som overalt tilstræbes. Der er over­ hovedet i disse Henseender ingen særskilte Krav at realisere for et Industrimuseum. Og særlig hos os har det fra Thomsens Dage af stedse været fastholdt, at de offentlige Sam­ linger ligesaa vel have et rent populært som et videnskabeligt Maal, og at begge have samme Krav paa Opmærksomhed. Er end ikke Alt endnu, som det kunde ønskes, da tir der dog Intet, som ikke kan ændres, og som ikke vil blive ændret, da Alle ere enige i Realiteten. Men først og fremmest maa man holde de ældre Samlinger noget tilgode, saalænge de ere opstillede i overfyldte, lidet lyse og lidet heldige Rum, og saalænge Inventariet er saa tarveligt, for ikke at sige saa slet og ubrugeligt, som det ikke findes i noget større Museum i Verden. Gamle Skabe, som i Thomsens Tid indkjøbtes efter en falleret Hattemager, have endnu deres Plads i et af Museerne, og — de skille sig ikke mærkelig fra de andre. Men der er andre vigtige Forhold, i hvilke Industrimuseet skulde skille sig fra de ældre Samlinger. »Det skal ikke som de Heste af Nutidens Museer være til flygtig Betragtning for et stort Publikum, men kun til indgaaende Studium for faa Videnskabs­ mænd«. Ja, ganske vist er der mange Folk i en større By, som holde af at løbe hurtig gjennem et Museum, og ligesaa vist er der ikke mange Videnskabsmænd i vort lille Land. Men hvorledes det nye Museum skal faa disse Forhold forandrede, er ikke let at indse, løvrigt kjynder man daarlig Forholdene her i Kjøbenhavn, naar man ikke ved, at der er mange gode og stadige Museumsbesøgende — vel omtrent de Samme, som vilde komme i det nye Museum, og hvad den egentlige Benyttelse af Samlingerne angaaer, da kunne navnlig Kunstnere og Haandværkere fortælle om, hvad de der have seet og lært, om, hvor ofte Oplysning og Materiale er blevet søgt og ydet. Skulde der peges paa noget Bestemt, som umiddelbart er bygget paa Studier i Oldnordisk Museum og i Antiksamlin­ gen, da kan der nævnes mange Guldsmedes Arbeider i ældre Stil og Terracottafabrikernes græske og nordiske Sager. Det tør vist ogsaa siges, at det aldrig er hørt, at ikke enhver Besøgende- fandt i vore offentlige Samlinger al den Oplysning og Veiledning, som han søgte, og som kunde ydes; ifølge gammel Tradition gives der Enhver, som alvorlig arbei­ der, let og uhindret Adgang til Samlingerne til extraordinær Tid, og navnlig maaRedac- teuren af »Tidsskrift for Kunstindustri« vide, hvor stærkt og hvor frit der kan øses af disse Museer, idet han for en meget væsentlig Del henter Stoffet til sit Tidsskrift fra dem. Vistnok kunde der gjøres endnu niere for at gjøre Samlingerne lettere tilgjængelige og mere benyttede; men der kan forsikres om, at der hos de Ledende paa dette Omraade ikke savnes Sans herfor. Med Tiden, og navnlig naar der opnaaes bedre Lokaler, vil torhaabentlig Alt komme: en Foredragssal, hvori det vil være muligt at samle en større Kreds, gode Arbeids- og Studereværelser, delvis Oplysning af Museerne om Aftenen, hyppigere og længere Aabningstider, fyldigere Kataloger, belærende Etiquetter o. s. v. Alle Mangler i disse Retninger kunne afhjælpes og ville blive afhjulpne; thi de hidrøre ikke fra, at Samlingerne ere gamle og kulturhistoriske i Stedet for nye og kunstindustrielle, men fra daarlige Lokaler og andre Forhold, som Tid og Arbeide ville fjærne. Men mon

J O

det ikke skulde være lettere at ændre det Belstaaende end at byggenoget helt Nyt op fra Grunden af uden rimelig Udsigt til at opnaa noget Bedre? Hvad der lier er fremsat, kan resumeres saaledes: det synes ikke rigtigt her i Byen at paabegynde et nyt Museum for ældre, originale kunstindustrielle Arbejder, fordi det ikke vil være muligt at tilveiebringe en dog nogenlunde tilfredsstillende Samling -— fordi der herved vilde skabes en uheldig Konkurrence med de ældre offentlige Samlinger — fordi disse allerede indeholde, hvad man vilde samle i det paatænkte Museum — og fordi de ældre Samlinger med Hensyn til Ordning, Opstilling o. s. v. i det Væsentlige kunne yde det Samme, som tænkes opnaaet ved det nye Foretagende. Der kunde føies mangt et »fordi« hertil; kun ét Punkt skal dog endnu berøres. Det vilde være umuligt at skabe et Museum af den paatænkte Art, om det ikke fra første Færd af — før det endnu existerer — fik en lignende stor og sagkyndig Stab som alle de gamle kultur­ historiske Samlinger tilsammen. Nutildags er det nemlig ingen let Sag at kjøbe ældre Sager af kunstnerisk Værd. Alt efterlignes, dels for at bedrage, dels saaledes, at de for­ træffelige Imitationer snart kunne skuffe. Det er næsten paa ethvert Punkt kun Fagman­ den og den særlige Kjender, som formaaer at skjelne Ægte fra Falsk, Nyt fra Gammelt, ligesom der fordres et eget- Kjendskab til at vide, hvad enhver af de mangfoldige Sager i Øieblikket er værd — og de Omraader, som den Enkelte kan beherske, ere i vore Dage ikke store. Man vilde ved det nye Museum ikke: kunne undgaa ved Kjøb af Ler­ varer og Emailler, af Bronzer og Guldarbeider, af alle de mangfoldige Ting fra alle 'Lider og Lande, som nu skattes liøit, at betale Nyt for Gammelt — undertiden en kost­ bar Feiltagelse — dersom der ikke var til Disposition en lignende stor Række af Func- tionærer som ved de gamle Samlinger, særlig opdragne, skolede hver i sin Branche og paavirkede af den gamle Institutions Erfaring og Tradition. Thi at skjønne om Kunststil og Kunstværd er ikke det Samme som at skjelne mellem Falsk og Ægte. Uden et saa­ dant Personale er det nye Museums Udvikling egentlig umulig — eller det vil blive en kostbar Tilblivelsestid. Var det dog ikke rimeligere, at man lod Kjøb for offentlige Midler foretage af dem, som bedst forstaa det, eller af hvem man ialtfald efter deres Stilling kan fordre, at de skulle forstaa det? Hermed skal det selvfølgelig ikke være sagt, at der ikke udenfor denne Kreds tilfældig kan findes ligésaa gode eller finere Kjendere. Men alle disse Betragtninger staa ikke fjendtlige overfor Ønsket om et Museum for Kunstindustri; de drage kun Grænserne, som de formentlig maa drages efter alle foreliggende Forhold. Det Omraade, som efterlades, bliver stort- nok endda. Først og fremmest skulde det nye Museum, som alt foran nævnt, følge Samtidens Kunstindustri hjemme og ude i hele dens rige Udvikling. • Hertil kræves der alene Øie for god Kunst og Skjøn om sund Industri, de Gaver og Evner, som findes hos dem, der lede et Museum for Kunstindustri. Og for alle ældre 'Lider staaer der et stort Felt aabent, som trænger til at fyldes, og som ikke er berørt eller bør optages af de ældre Samlinger, nemlig Alt, hvad der kan opnaaes ved Afstøbningen og den nøie Kopi af ældre Arbeider, ved galvanoplastiske Efterligninger, Gjenfremstillinger i det originale Materiale, Afbildnin­ ger o. lign. Dette er allerede Meget. Alt nu kan der faaes mangfoldige fortræffelige Gjengivelser, saa Meget, at det kan danne et stort Museum, og mere vil bestandig komme, som Fordringerne stige om at træde i nærmere Berøring med Fortidens Skatte. Et Museum af dette Indhold vil være af, den største Betydning; det vil kunne tilveiebrin- ges for de Midler, hvorover der raades herhjemme; det vil danne et smukt og nødvendigt Supplement til vore ældre Samlinger, og det vil have sit eget, bestemt afgrænsede Omraade. Det vilde fremdeles omtrent svare til den ene af Afdelingerne i det af Prof. Nyrop fore­ slaaede Dobbeltmuseum, kun med den Forskjel, at det udelukkende skulde omfatte for­ træffelige Gjengivelser, ikke Originaler. Herpaa maatte der lægges Vægt. Thi Enhver,

som kjender Museernes Historie, ved, hvorledes Museumsmanden, ved en tilsyneladende uskyldig Overskridelse af Grænsen hist og her, ved Modtagelsen af Gaver og ved tilfæl­ dige Smaaindkjøb, lokkes ind paa gale Veje, som føre hen, hvor man ikke vilde gaa. Dette er saa omtrent, hvad der vedkommer det egentlige Museumsagtige i Prof. Nyrops vigtige og interessante Plan. Den omfatter jo imidlertid meget Mere. Der tales om et stort Bibliothek med Billedværker, ikke i eet, men i dobbelte Exemplarer, om, at Museet skal være »baade Samlingssted og Drivhjul for alle tilstedeværende kunstindustrielle Interesser«, og om en egen »Handels- og Exportafdeling«. Det er altsaa Meningen at oprette en Hovedinstitution for alle vedrørende Interesser; men at kalde den for et Museum er næppe i Overensstemmelse med almindelig Sprogbrug. Alle disse Sider af Planen have jo Intet direkte at gjøre med Museet, og jeg skal selvfølgelig som ikke Sagkyndig undlade at ytre mig om dem. Kun ''Sror jeg at turde antyde, at det vistnok vilde være heldigt, om den hele Institution fik en Dobbeltbestyrelse, idet det ingenlunde er givet, at de mest fortræffelige Ledere af et Museum bedst vilde passe som Hovedaxer i det paatænkte store Maskineri eller som Handels- og Export-Bestyrere, ligesom da Lederne af Museet, dette Ord taget i almindelig Betydning, sikkert vilde have fuldt op at gjøre med at tilveiebringe og forøge, ordne, og bevare Samlingen og med at sørge for dens Tydning og Benyttelse. Med Glæde vilde enhver Ven af vor Kunstindustri, Enhver som med Interesse følger dens Udvikling og troer paa dens Fremtid, hilse Grundlæggelsen af et eget Museum omfattende vor Tids og Fremtidens Kunstindustri og for de svundne Tiders Ved­ kommende righoldige og fuldstændige Rækker af fortrinlige Gjengivelser af enhver Art. Og med dobbelt Glæde vilde man se hen til Opførelsen af den nye Bygning, dersom den blev lagt saaledes, at der ved Sidén af var Plads til et Handelsmuseum, et Industri- museum og et Agerdyrkningsmuseum. Thi længe vil det ikke vare, før der ogsaa for disse tilstødende Arbeidsgrene fordres offentlige Samlinger, som kunne varetage deres Tarv.

Den i. Januar 1890.

’

■

• •

i •

»

, -,-